Naturperlen Ankermyr og mytiske helleristninger

Der er flere ukendte skovmoser i Slotslyngen på Nordbornholm. En af de smukkeste er Ankermyr, der ikke kendes af mange mennesker, selv om mosen ligger i nærheden af det meget besøgte Hammershus. Til gengæld kan man således få naturen for sig selv, et sjældent fænomen i vore dage. Mosen er omgivet af klipper og formen ligner en gammeldags tønde øl, kaldt anker, derfra har mosen fået sit navn. Den sorte skovmose skjuler nogle hemmeligheder, dels lever der nede i vandet store blodsugende lægeigler, og i 1950érne undersøgte man mosens tørv for at lave pollenanalyser. Dermed kunne man afsløre stedets bevoksning gennem tusindvis af år.

I nærheden ligger et stadig aktivt stenbrud kaldt Moseløkken, og ude på de åbne markers flade sten findes mange helleristninger fra bronzealderen, der ligesom en gammel billedbog fortæller en historie om noget, der skete for 3000 år siden.


Hvor?

Fra Hammershus følges Slotslyngsvej mod skoven og den store parkeringsplads. Efter den findes et hvidt hus og overfor det, er der en mindre parkeringsplads. Herfra går der to stier ind gennem skoven, man følger den til højre, der er afmærket med gule pletter. Der er kun halv kilometer til Ankermyr. Men ønsker man en længere tur til det store stenbrud og markernes helleristninger bliver turens længde cirka fem kilometer. Hunde skal holdes i snor.


Mod Ankermyr

Myr er nordisk navn for mose. På Bornholm ofte brugt på steder, hvor der er hentet tørv til brændsel. Kort efter ses en mærkelig stenbelægning på venstre side af skovvejen. Det er rester af en vej fra middelalderen, og traditionelt bliver den kaldt Schweder Kettings Vej, efter en lybsk høvedsmand på Hammershus i 1500´tallet. Vejen blev anlagt med sten af fattige hovbønder fra hele Bornholm. På deres farve og udseende kan man se, hvor langt et vognlæs rakte.

Kort efter fører en lille sti til venstre, og følger man den ses den lille skovmose omgivet af høje klipper. Der er endnu bedre udsigt fra den modsatte side, så skal man fortsætte ad stien ud til en større skovvej og gå til højre. Ved et gult mærke følger man stien til højre og kommer op over klipperne til en smukt placeret bænk. Der er flere bænke, fra dem alle er der en smuk udsigt over mosen og omgivelserne.

Naturforhold

Nede på den sorte skovsø er der hvide nøkkeroser, svømmende vandaks og mos langs mosens kanter. Det er tørv - også kaldt spagnum. Da området gennem det meste af middelalderen var et åbent afgræsset område med hedelyng, er jorden stadig sur og kaldes mor. Derfor vokser der kun planter, der tåler sådanne forhold. Der er enebær og små pletter med lyng og blåbær. Om foråret vokser der liljekonvaller, firblad og majblomst. Musvåger og duehøge ses ofte, og der høres lokale ravne.


De berømte lægeigler

Hvis et rådyr kommer ned til mosen, skal det passe på, for her lever en stor bestand af de normalt sjældne lægeigler. Store og orangefarvede svømmer de rundt i vandet og angriber ved den mindste bevægelse. De suger blod på både mennesker og dyr, og blev i ældre tider fanget og anvendt mod forskellige sygdomme, f.eks. bylder, betændte sår og tandpine. Så sent som i 1983 kunne man stadig på apoteket i Allinge leje små glas med levende igler.

Videnskabelige pollenanalyser

Pollen er støv fra træer og planter, der har vokset i området gennem tusindvis af år. I 1951 blev der optaget prøver fra mosens tørv og analyseret vegetationen fra istidens afslutning til vore dage. Yngre lag tørv vil altid være over de ældre, men der var hverken pollen eller tørv fra perioden 1300 – 1700, men dengang hentede man også tørv til brændsel på Hammershus, senere blev der dannet yngre tørv.

Ankermyr er en smuk og ukendt skovmose. Den tilhører absolut gruppen af Bornholms skjulte naturperler.

Moseløkkens stenbrud

Følger man fra mosen skovstien til venstre kommer man til det stadig aktive stenbrud kaldt Moseløkken. Man passerer store uforarbejdede klippeblokke, der venter på en videre tilhugning i Rønne. Herfra hentede man blandt andet granit til Nationalmuseets søjlegange og Carlsbergs fire elefanter i Valby.


Granitten er rødlig med lidt violet anstrøg, men stenbruddet er kun aktivt i perioder. Der er et fint Museum, der fortæller om øens stenindustri og den historie og ældre stenhuggere fremviser metoderne for turister og lejrskole elever.


Bronzealderens helleristninger

Bag museet gemmer de åbne marker på talrige flade sten med helleristninger, og konstant bliver der fundet nye. Markerne er afgræsset af fredelige kreaturer, derfor skal hunde holdes i kort snor. Nogle er opmalede, andre ikke, men man opdager hurtig sten med indhuggede skibe, solkors, hjulkors og mere sjældent mennesker der blæser lur og galoperende heste. De meste almindelige er skåltegn, lave fordybninger i klipperne, der måske skal forestille nattens stjernehimmel den pågældende nat, hvor de blev lavet. Bronzealderen for 3000 år siden var sikkert spændende, folk havde et budskab - men manglede ord. Man må læse deres historie i en billedbog.

Hele marken og videre til Madsebakke ved Sandvig, udgør Danmarks største helleristnings område.

Herfra følger man stien tilbage, hvor skovvejen deler sig, før mosen går man til højre og kommer tilbage til turens udgangspunkt efter et par gode timer med både natur og kulturhistorie. Rigtig god tur.