Naturforening antydede et problem: 'Vi er faktisk ret gode til at passe på vandet'

Naturforening antydede et problem: 'Vi er faktisk ret gode til at passe på vandet'
Forsyningsselskaberne, de private vandværker og kommunen er enige om at passe på de bornholmske vandressourcer, lyder det fra Bornholms Energi & Forsyning. Arkivfoto
FORSYNING | BORNHOLM | 8. OKT 2021 • 10:52
Henrik Nielsen
Journalist
FORSYNING | BORNHOLM
8. OKT 2021 • 10:52

Tal fra Danmarks Naturfredningsforening indikerer, at der er problemer med giftrester i det bornholmske drikkevand. Det afviser Bornholms Energi & Forsyning.

Er der problemer med pesticider i det bornholmske drikkevand? Svaret på det spørgsmål er et kategorisk nej, lyder det fra Bornholms Energi & Forsyning, der undrer sig over, at DN – Danmarks Naturfredningsforening tegner et andet billede.

Tidligere på ugen udsendte DN en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at der var fundet rester af sprøjtegifte i 31 procent af de bornholmske drikkevandsboringer. I reelle tal var der ifølge organisationen fundet giftrester i fire ud af 13 aktive boringer. De tal kan det lokale forsyningsselskab slet ikke genkende.

I en pressemeddelelse fortæller Bornholms Energi & Forsyning, at der er 83 aktive vandboringer på Bornholm, ikke 13. For det andet er det ganske småt med pesticider i det vand, der løber ud af hanerne hos de bornholmske forbrugere.

– Vi er faktisk ret gode til at passe på vandet her på Bornholm. Både forsyningsselskaberne, de private vandværker og kommunen trækker på samme hammel og er enige om at passe på de vandressourcer, vi har, siger kommunikationschef Klaus Vesløv hos Bornholms Energi & Forsyning i pressemeddelelsen.

Taget ud af brug

Så sent som onsdag morgen landede der en rapport på skrivebordet hos Jens Hansen i regionskommunens Natur, Miljø og Fritid. Han er tilsynsmyndighed og garant for vandkvaliteten i de bornholmske vandværker. Han undrer sig over, at der skal sås tvivl om kvaliteten af det bornholmske vand.

– Der er 83 aktive vandboringer på Bornholm. Ingen af de aktive boringer har et indhold af pesticider, der er over grænseværdien. I et par af boringerne kan der måles en lille smule. Men det er mange tusind gange mindre end acceptabel daglig dosis, siger han i pressemeddelelsen.

Der har tidligere været et par boringer, der var påvirket over grænseværdien, men de er i samarbejde med vandværkerne blevet taget ud af brug, fortæller han.

Bliver der fundet rester efter pesticider, skyldes det ifølge Jens Hansen fortidens synder.

– I kommunen følger vi ligesom vandværkerne vandkvaliteten tæt og samarbejder med landbruget og lodsejere om at sikre, at vores drikkevand også i årene fremover er af høj kvalitet, siger han.

Flere gange om året

Ifølge Klaus Vesløv bliver Bornholms Energi & Forsynings fire vandværker testet mindst hvert år med et meget omfattende analyseprogram. Analyserne udføres af Eurofins Miljø, der er et af Danmarks største laboratorier for drikkevandsanalyser. Prøveresultaterne kan altid findes på forsyningsselskabets hjemmeside.

Derudover foretager Bornholms Energi & Forsyning sine egne analyser flere gange om året.

Flere end 11.000 bornholmske husstande får leveret deres vand fra Brogård Vandværk i Allinge, Rø Vandværk, Hasle Vandværk og Smålyngsværket ved Pedersker, som det kommunale forsyningsselskab driver.

Resten af drikkevandet her på øen leveres af Rønne Vand samt en række mindre private vandværker.