Mühlendorph: 'Vi er utroligt glade'

Mühlendorph: 'Vi er utroligt glade'
Daniel Mühlendorph fotograferet ved Robert-uddelingen i 2020 i Tivoli Hotel & Congress Center. I 2021 blev det en mere afdæmpet, coronavenlig uddeling, som foregik online, men Daniel Mühlendorph kunne til gengæld glæde sig over, at han denne gang vandt en pris. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
| ABONNENT | 8. FEB 2021 • 10:25
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
8. FEB 2021 • 10:25

KULTUR

Den bornholmske filminstruktør og -producer Daniel Mühlendorph vandt lørdag aften en af de eftertragtede Robert-priser.

Daniel Mühlendorph og samarbejdspartnere i filmproduktionsselskabet Hyæne Film i København var nomineret i tre kategorier. De endte med at vinde prisen for årets kortfilm (fiktion/animation) for filmen "Uden at blinke" i Danmarks Film Akademis prisuddeling, der blev afviklet som en begivenhed på internettet.

 

Det er ikke bare film,
der bliver lavet for
nogle få mennesker
på nogle filmfestivaler

 

"Uden at blinke" er instrueret af Katrine Brocks, har manuskript af Marianne Lentz og er produceret af Daniel Mühlendorph og Laura Sofie Frederikke Pedersen.

– Vi er utroligt glade, selv om omstændighederne var lidt anderledes, når man sidder hjemme i en lejlighed og følger med i prisuddelingen online. Det tager ikke noget fra at vinde prisen. Det er stadig den samme store følelse, som da vi for to år siden stod med den første Robert-pris, siger Daniel Mühlendorph dagen derpå.

Han var i 2019 med til at vinde en pris for kortfilmen "Maja".

En god fornemmelse

Havde I på fornemmelsen, at "Uden at blinke" havde gode chancer for at vinde blandt de fem nominerede film?

– Det er svært at forudsige. Men ja, vi havde en god fornemmelse, for det er en god historie og en god film, og den havde også vundet hovedprisen for bedste danske kortfilm på Odense International Filmfestival i september.

– Det er snart to år siden, vi gik i gang med filmen, og den formår at ramme folk. Så man bliver stolt over det arbejde, der er lagt i den. For os på Hyæne Film er det stort, at vi fem gange i træk kan være med i feltet af de bedste kortfilm i Danmark, plus at vores første to spillefilm også har været nomineret. Det er helt fantastisk, tilføjer filmmageren fra Allinge.

Daniel Mühlendorph lægger også vægt på, at selskabets kortfilm er lavet på Bornholm. Det er også tilfældet med "Uden at blinke" – naturligvis bortset fra scenerne i Tivoli. En del bornholmske statister er også med i filmen, og de kunne se sig selv, da TV 2/Bornholm viste filmen fredag aften.

Bornholmsk finansiering

– Vi har fået tilskud fra Brødrene Larsens Fond og Sparekassen Bornholms Fond, og samarbejdet med TV 2/Bornholm betyder også meget.

– Det er unikt, at filmene kan ses på tv-stationen, og vi hører, at mange mennesker får set dem. Så det er ikke bare film, der bliver lavet for nogle få mennesker på nogle filmfestivaler, siger Daniel Mühlendorph, der ærgrer sig over, at kortfilm ellers kun sjældent finder vej til tv-skærmene.

– For os handler det også om at få udviklet talenterne, og priserne er medvirkende til, at vi har muligheden for at møde de nye talenter fra filmskolerne, siger Daniel Mühlendorph.

Ny spillefilm

Hyæne Film hviler ikke på laurbærrene.

Selskabets tredje spillefilm, "Hvor kragerne vender", får premiere i juli. Den er instrueret af Lisa Jespersen, og Rosalinde Mynster og Bodil Jørgensen spiller de bærende roller. Filmen er på Biografklub Danmarks program, hvilket betyder, at den har gode muligheder for at trække masser af biografgængere.

Den 8. marts går optagelserne til Hyæne Films fjerde spillefilm i gang i Nordjylland.