Mere liv på kasernen – nye værnepligtige er på vej

Mere liv på kasernen – nye værnepligtige er på vej
De nye værnepligtige vil komme til at færdes i små "bobler" på Almegårds Kaserne, siger Opklaringsbataljonens næstkommanderende, major Kristian Kold. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 24. FEB 2021 • 21:13
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
24. FEB 2021 • 21:13

FORSVAR

– Vi har fået besked om, at der kommer værnepligtige den 1. marts, og det er vi lykkelige for, siger Kristian Kold, major og stabschef i Opklaringsbataljonen på Almegårds Kaserne.

Cirka 130 værnepligtige skulle den 1. februar have startet deres fire måneder lange værnepligtsuddannelse på Bornholm. Men Forsvaret valgte – med enkelte undtagelser – at udskyde indkaldelsesdatoen for de værnepligtige i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet til den 1. marts. Det skete på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at hindre smittespredning af covid-19.

På Almegårds Kaserne har man siden ventet spændt på, om værnepligten ville blive yderligere udskudt. Men onsdag middag kom den endelige melding fra Forsvarskommandoen: De værnepligtige kommer på mandag.

– Vi ser frem til at få noget mere liv på kasernen, hvor der har været lidt stille, fordi vi på skift har haft de to eskadroner i Afghanistan. Vi kender udfordringerne, fordi vi også havde det seneste hold værnepligtige under diverse restriktioner. Vi er påpasselige i forhold til at holde dem i små "bobler", siger Kristian Kold.

Det handler blandt andet om indkvartering i mindre grupper end normalt, uddannelse i mindre grupper, at uddannelsen så vidt muligt foregår udendørs, at transport i køretøjer i videst mulig omfang sker i mindre grupper, og ligesom med uddannelse er det hensigtsmæssigt, at grupperne svarer til indkvarteringsgrupper. Det samme gælder ved spisning i cafeteriet.

Kortere værnepligt

Det nye hold værnepligtige får afkortet værnepligten med en måned, idet holdets afslutningsdato bliver den 28. maj.

– Vi har været nødt til at prioritere dele af uddannelsen, for man kan ikke nå det samme på tre måneder som på de fire måneder, vi normalt har, siger Kristian Kold.

Forsvaret har tidligere oplyst, at den afkortede værnepligtstid ikke vil stille den enkelte værnepligtige ringere i forhold til en eventuel senere ansøgning eller karriere i Forsvaret.