Lyntestcentret er lukket: Ny testudbyder har allerede ansat nogle Falck-ansatte

Lyntestcentret er lukket: Ny testudbyder har allerede ansat nogle Falck-ansatte
Tiden er inde til at pakke udstyret i Søndermarkshallen sammen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 31. JAN 2021 • 18:05
Jakob Nørmark
Journalist
| ABONNENT
31. JAN 2021 • 18:05

Coronatest

Klokken er fem kvarter i endegyldig lukketid, da Bornholms Tidende træder ind i en næsten tom idrætshal.

Tre ansatte står klar ved det tilbageværende testspor og tilbyder at pode journalist og fotograf. Ved bagvæggen sidder tre borgere, som venter på at modtage svaret på hurtigprøven, og ude i personalerummet er nogle af Falck-folkene ved at pakke sammen.

Her finder vi Falcks områdeleder Klaus Rønne Jensen. Når Søndermarkhallens døre lukkes søndag klokken 16, skal udstyret pakkes sammen og køres retur til Falck-stationen. Fra mandag har Falck blot to podere ansat, som skal køre ud til virksomheder, der har indgået testaftaler med redningskorpset.

Falck har i januar haft brug for 12 medarbejdere på lyntestcentret. Nogle af medarbejderne har skrevet til SOS International for at blive i branchen, fortæller Klaus Rønne Jensen.

– De har fået så meget rutine her, og jeg vil opfordre dem (SOS, red.) til at hive fat i dem. Vi har testet lidt over 9.000 her i hallen, så der er brugt nogle handsker og noget sprit, siger områdelederen, som ikke har selv har været i kontakt med virksomheden, der vandt udbuddet i Region Hovedstaden for snuden af Falck.

Kender ikke opgave hos SOS

Ingen af de tre på halgulvet har været i kontakt med den nye udbyder, men det har en af de yngre mænd i personalerummet.

Han er ovenikøbet allerede blevet ansat af SOS International, og det samme er en anden kollega, fortæller han. Endnu ved de dog ikke meget om, hvilken opgave de kommer til at løse. Det skal de snakke med SOS International om på tirsdag.

Lyntestcentret slog dørene op weekenden op til jul. De første dage var der lange køer, og Falck havde tre testspor åbne. På det seneste er der dagligt troppet omkring 100 personer op i hallen. Søndag podede personalet 94 personer – alle prøver var negative.

– Det har været et perfekt sted, det her. Vi havde Aakirkebyhallen og Østre Skole i spil. Det var godt, det ikke blev Østre Skole, for da vi havde travlt, var der brug for masser af plads, siger Klaus Rønne Jensen, som fik anvist hallen af regionskommunen.