Lokal havvindgruppe indkalder til stiftende generalforsamling i september

Lokal havvindgruppe indkalder til stiftende generalforsamling i september
Sosebugten viste sig fra sin flotteste side i lørdags, hvor himmel og hav gik i ét ude i horisonten. Om fem år kan en havvindmøllepark en halv snes kilometer fra stranden føjes til udsigten, hvis Bornholms Havvindmøllelaug lykkes med dets planer. Foto. Jakob Nørmark
| ABONNENT | 24. JUL 2020 • 15:14
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
24. JUL 2020 • 15:14
Energi

Tiden er snart inde til at finde ud af, hvor stor opbakningen er til en lokalt ejet havvindmøllepark cirka 10 kilometer sydvest for Arnager og Sosebugten.

En initiativgruppe på 12 personer har gjort forarbejdet, som kulminerede med, at Energistyrelsen tidligere på sommeren stillede en garanti på 475.000 kroner, så gruppen kunne låne penge til indledende undersøgelser.

Næste skridt bliver at stifte foreningen Bornholms Havvindmøllelaug.

– Vi satser stærkt på, det bliver 7. september, og det bliver formentlig i Rønne Idrætshals træningssal, fortæller forperson Helle Munk Ravnborg til Bornholms Tidende.

Inden havvindmøllelauget bliver flyveklart, skal initiativgruppen lægge sidste hånd på sit arbejde – en hjemmeside skal op at stå, og de skal skrive et forslag til vedtægterne, der skal vedtages på den stiftende generalforsamling.

I mandags mødtes initiativgruppen på Rønne Bibliotek, og her besluttede de at gå videre med projektet, som de håber, ender ud med at blive en "100 procent lokalt- og folkeejet kystnær havvindmøllepark" på 90-100 megawatt.


Lovende økonomi

For tiden arbejder to konsulentfirmaer på at beregne, hvad det vil koste at etablere og drive havvindmølleparken, samt hvilken pris strømmen forventes at kunne blive solgt for. Det sidste kræver mere komplekse beregninger, hvor man også skal tage højde for, hvordan fremtidens kabelforbindelser til Bornholm bliver.

Konsulenternes foreløbige konklusion er, at projektet set fra et økonomisk perspektiv tegner lovende, beretter initiativgruppen.

– Selve det at etablere havvindmølleparken bliver hverken billigere eller dyrere, fordi parken er folkeejet, og til trods for den relativt mindre størrelse, ser det ud til, at vores park kommer til at ligge i samme lag som andre havvindmølleparker, der er under opførsel i farvandene omkring os, siger Helle Munk Ravnborg.

Ifølge Helle Munk Ravnborg har knap 500 personer eller virksomheder udfyldt den formular, hvor man kan bede om at modtage nyheder om arbejdet med havvindmølleparken og om, hvornår det stiftende møde i Bornholms Havvindmøllelaug skal finde sted.

I et nyhedsbrev til de interesserede giver initiativgruppen efter mandagens møde en status på arbejdet.

"Der er endnu en del brikker, der skal falde på plads, inden vi kan påbegynde selve projektudviklingen, blandet andet skal vi udarbejde og indsende en forundersøgelsestilladelsesansøgning til Energistyrelsen. Derfor vil det også vare et stykke tid endnu inden, at man som interesseret vil kunne skyde penge i projektudviklingen", står der i nyhedsbrevet.

Forkøbsret for medlemmer

Initiativgruppen vil opløse sig selv, efter at foreningen Bornholms Havvindmøllelaug er stiftet.

Medlemmer kommer til at betale et kontingent, og indtægterne herfra skal blandt andet sikre, at der kan blive råd til at udarbejde ansøgningen til Energistyrelsen, udvikle en hjemmeside og betale en revisor. På sigt skal der oprettes et selskab, hvis kapital hentes ved salg af anparter.

Som medlem vil man få en uforpligtende forkøbsret til de anparter, der vil blive udbudt til finansieringen af selve havvindmølleparken.

Nyhedsbrevet rundes af med en anbefaling til dem, der allerede har meldt sig som interesserede i projektet.

"Så endnu engang lyder der her en opfordring til at invitere venner og naboer, kolleger, ansatte og arbejdsgivere til at skrive sig op på listen over interesserede i en 100 procent lokalt- og folkeejet bornholmsk kystnær havvindmøllepark enten på vores hjemmeside www.bornholmshavvind.dk eller ved at følge vores facebookside bornholmshavvind".
Det lokale havvindmølleprojekt

Initiativgruppen vil etablere en folkeejet havvindmøllepark på Rønnebakke, en undersøisk forhøjning, der ligger cirka ti kilometer fra sydkysten (se kort) og derfor regnes for at være en kystnær havvindmøllepark.

Foreløbig planlægges med otte vindmøller med en samlet kapacitet på 90-100 megawatt.

Initiativgruppen består af Helle Munk Ravnborg, Kirsten Juni, Peter Haag, Kenn Kjellberg, Mads Meisner, Stine Mikkelsen, Steffen Olsen, Morten Riis, Bitten Sohn Thomsen, René Larsen Vilsholm, Søren Randbøll Wolff og Hisham Wael Zaki. Deres idé om en 100 procent lokalt ejet havvindmøllepark så dagens lys i foråret 2019, efter at det stod klart, at der var politisk flertal i kommunalbestyrelsen imod opsætning af flere vindmøller på landjorden.