Kunsthåndværkerhus åbner i starten af det nye år: 'Det er en stor satsning og vision'

Kunsthåndværkerhus åbner i starten af det nye år: 'Det er en stor satsning og vision'
Det er keramiker Sarah Oakman og glaspuster Maj-Britt Zelmer Olsen, der står bag værkstedet, der ligger på havnen i Nexø. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 11. DEC 2020 • 21:02
Julia Aka Wille
Journalist
| ABONNENT
11. DEC 2020 • 21:02
KUNSTHÅNDVÆRK

Den 15. januar åbner Nexøs nye kunsthåndværkerhuset på Bornholm, Matter – House of Crafts. Det er keramiker Sarah Oakman og glaspuster Maj-Britt Zelmer Olsen, der står bag værkstedet, der ligger på havnen i Nexø.

Matter – House of Crafts stod til at åbne i efteråret, men grundet aflysninger af flere julearrangementer i Nexø, er åbningen blevet udskudt til januar.

– Det har været et langt forløb at blive færdig med værkstedet, da vi ventede meget længe på en byggetilladelse. Efter vi fik tilladelse i foråret, har vi haft håndværkere til at bygge uafbrudt, så vi kunne være klar til åbning inden jul. Men vi har i stedet valgt at åbne i januar for at være på den sikre side med hensyn til corona, siger Sarah Oakman.

– Det bliver ikke den store åbningsfest, som vi havde håbet på, men mindre kan også gøre det. Vi er bare spændte på endelig at kunne byde gæster indenfor.

En stor investering

Bygningen på Nexø Havn er omkring 600 kvadratmeter og har tidligere været et pakhus. Da Sarah Oakman og Maj-Britt Zelmer Olsen fik byggetilladelsen i april, var bygningen på Nexø Havn tom med opgravede render til vand og kloak. I dag står centeret klar til at huse butik, udstillingslokaler og værksteder.

Centeret er en stor satsning og vision fra de to kunsthåndværkere side, fortæller Sarah Oakman.

– Det her projekt er en once in a lifetime mulighed. Værkstedet er en investering, og vi har lagt mange af vores egne penge i projektet –- vi har satset hele butikken, og det har vi gjort, fordi vi tror på, at det bliver en succes, fortæller Sarah Oakman.

Udover at have lagt egne penge i projektet, har Matter – House of Crafts modtaget legatpenge. Bygningen er ejet af Nexø Havn, og de to kunsthåndværkere har indgået en 30-årig lejekontrakt med havnen.

Alle er velkomne

Maj-Britt Zelmer Olsen og Sarah Oakman vil i det tidligere pakhus åbne egne glas- og keramikværksteder, butik og galleri samt værkstedspladser til udlejning til andre.

Målet er at etablere gode værksteder, så de dels kan optimere deres egen produktion, dels kan ansætte, og dels kan tilbyde gode værkstedspladser til udlejning.

Matter – House of Crafts skal ses som et værested for kunsthåndværk i Nexø. I byen er der i forvejen Kunstakademiets Designskole, Bornholm, Bornholms Keramikfabrik og mange små værksteder, og de to kunsthåndværkere anser beliggenheden på Nexø Havn for at være ideel. For ideen er også, at huset i stort omfang skal være åbent for besøg.

– Alle kan komme og kigge ind. Vi håber, at det kommer til at betyde noget, at folk kan se, at havnen kan bruges til andet end fiskeindustri. Vi håber, at vi kan være med til genopfinde og redefinere Nexø, fortæller Sarah Oakman og Maj-Britt Zelmer Olsen.

Leje sig ind

De har en vision for stedet, at det skal være en platform for nyuddannede, som kan leje sig ind i et begrænset tidsrum.

– Når vi har fundet os til rette i centeret, så vil vi begynde at leje værksteder ud. Det bliver rigtig spændende, fortæller Sarah Oakman.

De to kunsthåndværkere håber, at de kan hjælpe nyuddannede i gang i et kreativt miljø og være med til at fastholde nogle af de kunsthåndværkere på øen, som designskolen i Nexø uddanner.

– Vores lille mål er at hjælpe andre i gang, og vores store mål er, at styrke Bornholm som kunsthåndværkerregion, afslutter Sarah Oakman og Maj-Britt Zelmer Olsen.