Kommunalvalget bliver første store opgave for ny forening

Kommunalvalget bliver første store opgave for ny forening
Der var mange deltagere i den første ordinære generalforsamling i Venstre Vestbornholm. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 20. JUN 2021 • 12:17
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
20. JUN 2021 • 12:17

POLITIK

– Kommunalvalget kommer til at fylde i starten, og så spekulerer vi på, hvornår det næste folketingsvalg kommer, hvor vi skal kæmpe med næb og kløer for at bevare vores folketingsmandat.

Det siger Jens Møller Jensen, formand for det nye Venstre Vestbornholm, som er opstået efter en sammenlægning af Rønne Venstre og Venstre Vestbornholm (som dækkede den gamle Hasle Kommune). Bornholm har dermed kun to venstreforeninger tilbage af oprindelig rigtig mange – den anden er Venstre Østbornholm.

Fusionen skete den 1. januar 2021, men først i juni har det på grund af coronarestriktioner været muligt at holde foreningens første generalforsamling. Og den blev holdt i Nyker Forsamlingshus med 45 deltagere.

Jens Møller Jensen, der var formand for Rønne Venstre, blev på generalforsamlingen valgt som formand. Det skete efter et kampvalg med Niels Koefoed-Holm, der var formand for det gamle Venstre Vestbornholm, og som nu er blevet næstformand i den nye forening.

Nye medlemmer

Skeptikere i forhold til sammenlægningen har fremført, at det vil koste medlemmer at slå foreninger sammen. Men på det område noterer en tilfreds Jens Møller Jensen, at man har haft medlemsfremgang, selv om flere sager har fyldt i Venstre i de senere år. Den nye forening starter med 80-85 medlemmer, oplyser han.

– Vi får mange forskellige tilkendegivelser fra medlemmer. Nogle medlemmer er kede af, at Inger Støjberg har forladt partiet, andre er tilfredse med det og har begrundet deres indmeldelse med det. Nogle er utilfredse med ledelsen, andre er utilfredse med, at Lars Løkke er gået. Mange følelser er på spil, og jeg lægger vægt på, at vi er en forening, der kan rumme det hele, og at vi skal lade være med at pege fingre ad hinanden. Vi skal tvært imod arbejde på at bevare denne rummelighed og sætte os nogle mål for det, der ligger foran os, siger Jens Møller Jensen.

Valgkampen

Hvad bliver partiforeningens opgave i forbindelse med valgkampen?

– Vi har i Venstre det fælles mål, at vi gerne vil have nogle stærke kandidater i spidsen, og det har vi fået med Søren Schow og Carsten Scheibye. Derudover er vi meget tilfredse med, at vi fra Venstre Vestbornholm har fået to nye navne placeret højt på listen. Jeg ser det som vores opgave at støtte og hjælpe dem, så de får oplevelsen af en god valgkamp, siger Jens Møller Jensen.

– Omdrejningspunktet i det hele er, at vi får skabt en begejstring i vælgerforeningen, så vi kan yde kandidaterne den nødvendige støtte i deres valgkamp. Det kan være i form af at prøve nogle ideer af, hvordan man griber valgkampen an og markerer sig i forhold til andre kandidater. Det er jo ikke bare en konkurrence i forhold til de andre partier. Man markerer sig også internt inden for Venstres rammer. Man skal have mulighed for at lave "kant" til de andre. Det er den måde, hvorpå man får et bredt tilbud til vælgerne.

Jens Møller Jensen er formand for det nye Venstre Vestbornholm. Foto: Jens-Erik Larsen

 

Bestyrelsen

Venstre Vestbornholms bestyrelse ser således ud efter generalforsamling og konstituerende møde:

Jens Møller Jensen, formand

Niels Koefoed-Holm, næstformand

Bent Gudbergsen, kasserer

Jens-Ole Landschoff, 1. sekretær

Jacob Schødt Larsen, 2. sekretær

Michael Hendriksen

Renate Hendriksen

Vibeke Møller Jensen

Heidi Burgedahl Kristiansen

Holger Kofod

Første suppleant: Nicklas Pedersen

Anden suppleant: Jens-Ole Landschoff