I løbet af det første halvår er det officielle befolkningstal gået fra 39.570 til 39.739. Det er en stigning på 169 personer.
Udviklingen drives frem af flere faktorer. Antallet af indvandrere (defineret som personer, der flytter til kommunen fra udlandet) er på et højere niveau end normalt. Fra januar til juni ankom der 207 indvandrere – det er 90 flere end i samme periode i 2020 og 31 flere end i 2019.
Desuden ankommer der fortsat væsentligt flere tilflyttere fra resten af Danmark, end der er fraflyttere. 689 er flyttet til Bornholm siden nytår, mens 512 er flyttet væk. Forskellen på 177 personer overgår alle år det seneste årti på nær 2019.
Endelig er der i årets første seks måneder registreret 20-40 færre dødsfald end de forgangne tre år. Antallet af døde (276) er dog stadig dobbelt så højt som fødselstallet (137).