Intelligent vest skal forebygge rygskader

Intelligent vest skal forebygge rygskader
Precure i Allinge med Søren Würtz i spidsen vil i samarbejde med forsikringsselskabet Tryg forebygge rygskader med en intelligent vest. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 19. APR 2021 • 08:52
Henrik Nielsen
Journalist

19. APR 2021 • 08:52

SUNDHED

Skader i bevægelsesapparatet ​er det største arbejdsrelaterede sundhedsproblem i Danmark. Og rygskaderne fylder godt i skadesstatistikken. Derfor har forsikringsselskabet Tryg i samarbejde med iværksættervirksomheden Precure i Allinge udviklet en vest med sensorer i ryggen og sat den i produktion ved årsskiftet.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Sensorerne i vesten, der bæres inde under tøjet med tæt kontakt til huden, måler muskelbelastning og bevægelsesaktiviteter i lænderyggen. Baseret på dataindsamlingen udarbejdes en rapport, der viser udfordringer og mulige indsatsområder for virksomheden. På sigt bliver vesten også koblet til en app, der giver brugeren direkte besked, hvis han/hun har en uhensigtsmæssig adfærd, forklarer Søren Würtz i pressemeddelelsen,

Han er uddannet fysioterapeut og medstifter af Precure, der har udviklet den intelligente vest.

Øget trivsel

Tryg har bestilt 60 eksemplarer, og de blev leveret i februar. Derfra skal de videre ud til nogle af forsikringsselskabets største erhvervskunder, så de kan teste konceptet. Første samarbejdspartner på projektet er ISS Danmark, der netop har påbegyndt i et seksmåneders testforløb af konceptet.

– For virksomheder, der vil forebygge på dette område, vil der være en økonomisk gevinst i form af færre sygedage. Men det handler i lige så høj grad om at øge medarbejdernes trivsel. Og tanken er at inddrage medarbejderne aktivt i det arbejde ved hjælp af nudging på app’en, når vi har fået nok data fra vesten til at kunne lave en grundig analyse, siger Søren Würtz.

Tryg har endnu ikke lagt sig fast på, hvordan man vil bruge forebyggelseskonceptet i sin forretning, og hvornår det vil ramme markedet.

 


Om rygsmerter

Ondt i ryggen har store omkostninger for virksomheder og medarbejdere. Ifølge en opgørelse fra Institut for Folkesundhed fra 2011 koster rygsygdomme og rygsmerter samfundet cirka 17 milliarder kroner årligt.

Omkring 880.000 danskere lever med smerter i lænderyggen.

Smerterne medfører årligt cirka 5,5 millioner sygedage.

Omkostningerne i forhold til produktionstab løb i 2012 op i 4,9 milliarder kroner.

Der er årligt 11.000 indlæggelser, 73.000 ambulante hospitalsbesøg og 4.200 skadestuebesøg med lænderygsmerter som diagnose.

Personer med lænderygsmerter har årligt 3,3 millioner flere besøg hos praktiserende læge end personer uden lænderygsmerter.

De direkte udgifter til behandling udgjorde i 2012 1,8 milliarder kroner til lænderygsmerter.

Lænderygsmerter medfører årligt 883 nye tilkendelser af førtidspension.

Kilde: Sundhedsstyrelsen ”Når det gør ond i kroppen”.