Hvis jeg ikke må danse, så vil jeg ikke være med i jeres revolution

KLUMME

Et diskotek i en universitetsby for lang siden. Jeg danser uden hverken skam eller en eneste bekymring i livet. I hvert fald lige indtil jeg kommer til at slå ølglasset ud af hånden på en brøsig type, der står i kanten af dansegulvet.

Han danser ikke.

Han står og tjekker universitetsstudiner ud, som ikke er videre interesserede i at indlade sig med en type som ham, og nu skal jeg bøde for det. Jeg har danset dumt med en køn pige, jeg ligner selv en pige, gør jeg, hvad er det her alt sammen for noget forbandet fis, og nu har jeg spildt hans øl.

På et splitsekund har han fokuseret sine frustrationer over alt, der er galt i hans liv lige nu på den tyndarmede splejs med make-up og neglelak, der står og danser bøsset til skabet musik, og nu skal jeg bøde for den uret, der er blevet gjort mod ham gennem en lang aften, hvor studinerne har undgået ham. Lad mig for den sags skyld i det hele taget bøde for, at sådan nogle som mig render rundt og spiller smarte for hans skattepenge, mens han arbejder sig selv ned og er nødt til at stå der i kanten af dansegulvet, fordi hans unge ryg allerede gør så forbandet ondt af fysisk arbejde, at han hverken kan danse eller sidde ned på en af barstolene.

En udsmider bliver kaldt til, han mener, at det vil være bedst, hvis jeg går med ud bagved sammen med ham og den brøsige type, og lige i det øjeblik har jeg et klarsyn: Hvis jeg går med ud bagved sammen med de to tyrenakker, er der en overhængende fare for, at min make-up kommer i uorden. Eller at de vil prøve at spille mikado med mine tynde lemmer på betongulvet.

Den dag i dag forstår jeg ikke helt, hvordan det lykkedes mig at snakke mig ud af det. At jeg fik både udsmideren, den brøsige og hans hærdebrede makker overbevist om, at jeg ikke med vilje havde slået øllen ud af hånden på én, der var dobbelt så stor som mig selv på alle leder og kanter. At jeg nok skulle købe ham en ny øl, undskylde, købe én til hans kammerat også, det skulle ikke være for dét. Jeg må have talt meget tydeligt og ligefremt, ingen ironi, ingen sarkasme, ingen fancy ord, ingen stillen mig an, og det virkede.

Er du fej, Alfons Åberg?

Jeg er ingen slagsbror.

Så kan det godt være, at jeg i dag i højere grad lever op til den traditionelle forestilling om, hvordan en mand ser ud, jeg har endda fået mere arme siden dengang, men jeg er mig stadig meget bevidst om, at de fleste sandsynligvis kan vaske gulvet med mig. Og er det ikke noget, jeg ligefrem bryster mig af, har jeg taget det på mig. Jeg har talt mig ud af de mest oplagte omgange bank, man kan forestille sig: Jeg har stået omringet af en bande unge i gågaden i en anden dansk universitetsby midt om natten og været mere end almindeligt beruset, og der lykkedes det mig at overbevise bøllerne om, at der slet ikke ville være nogen bedrift i at rulle mig, at de lige så godt kunne spare sig, fordi jeg gav op på forhånd.

Ligesom Alfons Åberg i den historie, hvor de tre nye børn i børnehaven vil i slagsmål med ham, og alle de andre børn råber: "Hold op med det der! Det kan I lige så godt opgive! Det går overhovedet ikke! Alfons slås ikke. Det er rigtigt! Sådan er han!" For sådan er det: "Han slås ikke. Han kan ikke fordrage ballade og slagsmål og klø."

I historien ender slagsbrødrene med at synes, at Alfons Åberg er meget modig, at han tør indrømme, at han er bange for at slås. Men det er en pointe i Gunilla Bergströms historie, at det ikke er et moralsk valg, Alfons har truffet, at han ikke vil slås: Han tør bare ikke.

Meningen med den flyvende brosten

Men hvis man alligevel har gjort sig den erkendelse, må man også bare indse, at det er et privilegeret valg: Man har valgt volden fra, fordi man havde andre muligheder. Og det er ikke alle, der kan det: Enten fordi de vokser op i miljøer, hvor volden dominerer massivt. Eller fordi de simpelthen ikke har evnen til at tale sig ud af det, som jeg har gjort.

Vold er afmagtens sprog, som det lyder i kriminalforsorgen. Det er de uprivilegeredes desperate forsøg på at tale magten imod, som det i et lidt større perspektiv lyder blandt sociologerne, når de skal forklare voldelige opstande. Eller det er ligefrem et svar på den systemiske vold, som filosoffen Slavoj Žižek har fremført det. Brostenen, der bliver kastet mod politiskjoldene, er en dirrende anklage mod voldsmonopolet og et undertrykkende system.

 

Det var et fuldemandsvindmølleslag
ud mod den første, den bedste tud på
diskoteket og bagefter en nat tilbragt
i detentionen og en stævning i posten
for terrorisme.

 

Alts¥ bortset fra når den bare er en brosten, som nogen har benyttet tumulten til at tyre afsted i en vilkårlig retning.

Da Ungdomshuset i København blev ryddet i 2007, var jeg ikke med i demonstrationerne, selv om jeg havde været hyppig gæst i huset og skrevet bevægede indlæg til fordel for at bevare det. Jeg havde arrangeret et foredrag samme eftermiddag om den humanitære krise i Darfur og ville ikke svigte forfatteren Malene Haakansson for at rende ud og rende rundt, overbeviste jeg mig selv om. Mens jeg pligtskyldigt holdt et foredrag med en håndfuld tilhørere midt i en by, der var omdannet til en krigszone, der næsten kunne minde om den, hun talte om fra scenen, blev flere af mine venner anholdt for at have deltaget i demonstrationerne. Mens de demonstrationer hurtigt degenererede til deciderede optøjer med bål i gaderne, rudeknusninger og amokløben, gik jeg hjem og skrev om det.

Jeg turde ikke være med. Jeg kunne give min holdning til kende på andre måder, så det gjorde jeg.

Fuldemandsterrorisme

Det betød til gengæld, at da Trumps klovnehær sidste onsdag indtog kongressen, kunne jeg med god samvittighed fordømme dem fra sofaen for deres angreb på demokratiet. Det samme, da nogle hundrede hooligans i København i weekenden forsøgte at gøre dem vovestykket efter og indtage Christiansborg med romerlys og kanonslag. Men det var jo netop hele pointen med deres spage forsøg på en revolution, selv om den så ikke mundede ud i meget andet end selfies: At det her var deres eneste måde at blive hørt på. Om man så bryder sig om det, de ville sige, eller ej.

Så kan vi kalde det et angreb på demokratiet, som jeg lige har gjort det: For disse mennesker har demokratiet ikke bestået af andet end snakken uden om eller bare hen over hovedet på dem, mens de har set deres livsgrundlag erodere bort under dem. De har været desperate, og så har der stået den ene glatte type efter den anden og talt dem ned under gulvbrædderne.

Nu sparkede de tilbage med tunge arbejdsstøvler.

Men dermed tydeliggjorde de også hvilken effekt, det, Slavoj Žižek benævner den subjektive vold – som han sætter i modsætning til magtens objektive vold i alle dens former – strengt taget har, når det kommer til stykket: Ingen.

Det var et fuldemandsvindmølleslag ud mod den første, den bedste tud på diskoteket og bagefter en nat tilbragt i detentionen og en stævning i posten for terrorisme.

Macho-attituder

Hvis jeg ikke selv vil slås, kan jeg heller ikke agitere for volden. Jeg går principielt ikke ind for revolutioner. Jeg kan se, hvorfor de kan synes nødvendige, men endnu mindre end volden i sig selv bryder jeg mig om forherligelsen af den. Hele macho-trippet, når de mest voldsparate kupper agendaen under påskud af, at de andre alligevel ikke er villige til at tage den lige så langt som dem.

Bare hele idéen om, at revolutionen skal være øjeblikkelig og voldelig, og at snak og dans kun udsætter handlingen. Det er derfra, overskriften kommer: Anarkisten Emma Goldman, der blev irettesat af nogle af sine medrevolutionære for at have fjantet rundt på en dansesalon, for det var revolutionen altså en alt for alvorlig sag til, at en af dens talskvinder kunne tillade sig. Hun er citeret for at have svaret dem ligeud:

– Hvis jeg ikke må danse, så vil jeg ikke være med i jeres revolution.

Underforstået: Hvad nytter det at omstyrte et regime, hvis man blot erstatter det med et, der er lige så rigidt? Hvor er friheden henne, hvis ens egne lægger bånd på én?

Dét havde de i det mindste forstået, da horderne indtog kongressen: De fjantede og pjankede rundt. De kunne så bare heller ikke finde på mere at samles om, og så var det ligesom lige meget og slet ikke nok til at forsvare volden eller de seks døde.

Så jeg danser. Jeg undgår at provokere brøsige typer i udkanten af dansegulvet. Og hvis jeg alligevel kommer til det, taler jeg for min syge moster én gang til. Fordi jeg er privilegeret nok til at kunne gøre det. Og fordi jeg ikke tør slås.

 

 

Kilder

Gunilla Bergström: ‘Er du fej, Alfons Åberg?’ (Gyldendal, 1981)

Slavoj Žižek: ‘Violence’ (Profile Books, 2008)

Peter Marshall: ‘Demanding the Impossible’ (HarperCollins, 1992)

 

 

 

Jon Albjerg Ravnholt

er magasinredaktør og journalist på Bornholms Tidende. Han har briller, så man må ikke slå ham.