Her er den dominerende kriminalitet: Hærværk, narko og våben

Her er den dominerende kriminalitet: Hærværk, narko og våben
Arkivfoto
| ABONNENT | 26. FEB 2021 • 18:29
Mads Westermann
Journalist
| ABONNENT
26. FEB 2021 • 18:29

KRIMINALITET

Det kommer næppe bag på nogen fastboende, at Bornholm er en af de landsdele i Danmark, der er mindst plaget af kriminalitet.

Ser man på Danmarks Statistiks seneste opgørelse over anmeldte forbrydelser, som netop er blevet offentliggjort, så blev der i 2020 kun anmeldt halvt så mange lovovertrædelser per indbygger på Bornholm, som der blev i Danmark som helhed.

 

Med 10 anmeldelser i 2020
forekom blufærdighedskrænkelse
næsten dobbelt så hyppigt på Bornholm
som i resten af Danmark

 

Men skal man tro statistikerne, er bornholmere en flok hærværksudøvende, narkomisbrugere og våbenelskere.

Hærværk, narkoforbrydelser og overtrædelse af våbenloven er nemlig de tre hyppigst forekommende typer af forbrydelser på Bornholm.

I 2020 blev der således ifølge Danmarks Statistiks opgørelse anmeldt 212 tilfælde af hærværk på Bornholm.

Det svarer til 536,5 tilfælde af hærværk per 100.000 indbyggere, og det er væsentligt højere end de tilsvarende tal for Region Hovedstaden og for Danmark som helhed.

Her var antallet af anmeldte hærværk 398,8 per 100.000 indbyggere for hele Danmark og 394,8 for Region Hovedstaden.

Det er knap 35 procent over landsgennemsnittet for Bornholms vedkommende.

Narko

Den næsthyppigste lovovertrædelse på Bornholm er narkoforbrydelser.

Her ligger Bornholm ganske vist under landsgennemsnittet, men sager om overtrædelse af narkolovgivningen fylder alligevel godt i statistikken.

På Bornholm blev der i 2020 blev anmeldt 154 overtrædelser af Lov om Euforiserende stoffer. Det svarer til 389,7 anmeldelser per 100.000 indbyggere i landsdelen.

Det tilsvarende tal for hele landet er 474,5 anmeldelser per 100.000 indbyggere.

Med 154 anmeldelser tegner Bornholm sig for 0,55 procent af det samlede antal narkoanmeldelser i Danmark i 2020.

Skulle antallet af bornholmske anmeldelser svare til befolkningstallet på øen, skulle politiet have modtaget 188 anmeldelser om narkokriminalitet.

Våben

Den tredje mest anmeldte lovovertrædelse i 2020 var overtrædelser af våbenloven.

Med 98 anmeldelser om ulovlige våben i 2020 ligger antallet af anmeldelser på Bornholm 12 procent over landsgennemsnittet og 10 procent over Region Hovedstaden.

Overtrædelserne af våbenloven drejer sig på Bornholm hovedsageligt om ulovlige knive, som bliver konfiskeret af politiet.

 

 

I 2020 har der dog også været et par bemærkelsesværdige våbensager, som ikke drejede sig om knive.

Blandt andet blev et 64-årigt bestyrelsesmedlem i støtteforeningen bag Bornholms Forsvarsmuseum og dennes 31-årige søn blev i november 2020 fundet skyldige i en sag om ulovlig transport og besiddelse af skydevåben.

Desuden er der en verserende sag om våben i Forsvarsmuseets samling, som ikke er blevet opbevaret korrekt og hvor nogle våben er forsvundet. Denne sag efterforskes stadig af politiet.

... og resten

I alt blev der i 2020 anmeldt 866 overtrædelser af straffeloven på Bornholm.

Trækker man anmeldelser vedrørende hærværk, narko og våben, som udgør knapt halvdelen af anmeldelserne, fra, er der 402 anmeldelser om lovovertrædelser tilbage.

Her er bedrageri, tyveri og vold de typer af lovovertrædelser, som hyppigst anmeldes, men ikke i et antal, der får Bornholm til at skille sig ud i statistikken.

De øvrige typer af lovovertrædelser forekommer i så lille antal på Bornholm, at der ikke kan drages statistisk pålidelige konklusioner fra tallene.

Et eksempel på dette er blufærdighedskrænkelser.

Med 10 anmeldelser i 2020 forekom blufærdighedskrænkelse næsten dobbelt så hyppigt på Bornholm som i resten af Danmark, men alle anmeldelserne kan henføres til en enkelt sag, hvor en 66-årig massør fra Aakirkeby for nylig blev fundet skyldig i 10 tilfælde af blufærdighedskrænkelse.