En 30-årig mand fra Hasle kommer til at holde nytår i fængslet, idet han ved et grundlovsforhør i Retten på Bornholm fredag formiddag blev varetægtsfængslet frem til 20. januar.
Netop den dag har Retten på Bornholm berammet en sag, hvori den 30-årige mand står tiltalt for 24 forhold.
Det antal kommer nu op på 25 med den nye sag, som er et indbrud på Hotel Kysten i Hasle lillejuleaften, 23. december.
Manden erkendte forholdet, hvor han blev afsløret på hotellets videoovervågning, men ønskede ikke at udtale sig i retten. Det var en nabo, der opdagede en åben terrassedør og henvendte sig til hotellets ejer.
Udbyttet på Hotel Kysten var to bærbare computere, en tabletcomputer samt et ukendt antal flasker vin og spiritus.
Den 30-årige mand har et længere synderegister bag sig og er tidligere dømt for blandt andet indbrudstyverier, overtrædelse af knivloven og for besiddelse af euforiserende stoffer.
Når han skal for retten 20. januar handler det blandt andet om biltyverier, tyverier fra biler og indbrudstyverier.
Dommeren valgte at følge anklagerens begæring om varetægtsfængsling frem til retssagen, idet man kan frygte, at manden begår yderligere kriminalitet. Manden accepterede afgørelsen.