Havn savner faciliteter, når turisterne kommer

Havn savner faciliteter, når turisterne kommer
Der var pres på Snogebæk sidste sommer, og det kommer der igen til sommer, spår den lokale havneforening, der har svært ved at efterkomme efterspørgslen på sanitære faciliteter til de mange besøgende. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 11. MAJ 2021 • 09:57
| ABONNENT
11. MAJ 2021 • 09:57

TURISME

Der mangler toiletter og badefaciliteter på havnen i Snogebæk. Det lille fiskerleje får dagligt besøg af hundredevis af turister og endagsgæster i højsæsonen, men der er kun ét offentligt toilet på havnen.

Det rækker ikke, mener den lokale havneforening, der ejer arealet mellem vejen og stranden, og problemet bliver kun større i takt med, at antallet af besøgende stiger. Derfor vil havnebestyrelsen nu igen søge hjælp hos kommunen, skriver havneformanden i en pressemeddelelse.

– Havnen selv har to baderum og lige så mange toiletter i bygningen med havnekontoret, men de er indrettet til betalende gæstesejlere. Der er ikke kapacitet til at betjene antallet af sheltergæster og endagsturister på Snogebæk Havn, hvor der kun er ét offentlig toilet i Folkets Hus, skriver Jørn Pedersen.

Det er os, der tager skraldet

De manglende toilet- og badefaciliteter udgør også et problem for de mange vandrere, der søger overnatning i shelteret i Snogebæk. Mange måtte sidste år finde teltet i rygsækken og slå det op i nærheden af shelteret, fordi det var fyldt op, lyder det fra havneforeningen.

– Shelteret var utrolig godt besøgt i den første coronasommer. Det gav trængsel og også et betydeligt ekstraarbejde for havnens frivillige medhjælpere, fordi mange gæster er lig meget affald, som skal fjernes. Og det er der altså ikke andre, der gør, fortæller Jørn Pedersen.


Shelterpladsen på Snogebæk Havn kan ikke bookes, det benyttes efter ”først-til-mølle” princippet. Der er plads til fire-fem mennesker og det er kun tilladt at overnatte én nat i shelteret. Der er toilet med vand og bad for enden af havnemolen 150 meter væk fra shelteret, oplyser Naturstyrelsen på hjemmesiden udinaturen.dk

Seks pladser til autocampere

Til gengæld har havnebestyrelselsen selv fundet en løsning på problemet med autocampere.

Belært at sidste års trængsel med autocampere på havnen i Snogebæk, har havnebestyrelsen valgt at markere parkeringsmuligheder for op til seks campister.

Det sker ikke for at trække mulige kunder fra campingpladserne, understreger havneformand Jørn Pedersen. Snogebæk Havn har derfor besluttet at opkræve en afgift pr. overnatning, som man blandt andet gør i Hasle.

Naturstyrelsen går lige nu og venter på tilladelse til at etablere en primitiv teltplads i skoven ved Nordbakkegården tæt på Snogebæk.

Teltpladsen vil give vandrerne et alternativ til havnen i Snogebæk, og håbet er, at tilladelserne falder på plads inden sommerferien.