Gratis prævention ser ud til at virke: Bornholmske teenagere får færre børn og aborter

| ABONNENT | 15. NOV 2019 • 07:02
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
15. NOV 2019 • 07:02
Antallet af aborter blandt bornholmske teenagepiger er faldet, og årets antal ser ud til at blive det laveste i 10 år.

Hvor mellem 11 og 16 teenagepiger fik foretaget en abort på Bornholms Hospital i alle årene fra 2010 til 2017, fik kun syv teenagere en abort på Bornholm sidste år, og indtil nu i år er antallet faldet til fem. Det viser en særkørsel af data, som Bornholms Hospital har foretaget for Bornholms Tidende.

Det lavere antal aborter falder tidsmæssigt sammen med, at kommunen i samarbejde med lægerne, apoteket og hospitalet siden 2017 har udleveret gratis prævention til de piger mellem 12 og 17 år, der ønskede det.

 
Det mest glædelige er,
at vi undgår, at nogle
teenagepiger skal beslutte,
om de vil have en abort,
eller om de vil sætte et barn
i verden på et tidspunkt,
hvor de stadig selv er børn

 

– Jeg tror det skyldes, at vi har fået gratis prævention til teenagepigerne. I hvert fald er det rigtig godt, at vi har flyttet antallet af aborter fra op imod 16 på et år til fem aborter indtil nu i år, siger Katja Hansen, leder af Sundhedsplejen og Familiehuset.

– Det mest glædelige er, at vi undgår, at nogle teenagepiger skal beslutte, om de vil have en abort, eller om de vil sætte et barn i verden på et tidspunkt, hvor de stadig selv er børn, siger hun.

Også færre teenagefødsler

Samtidig viser hospitalets data, at også antallet af teenagefødsler bliver lavt i år. Årets indtil nu fire teenagemødre matches kun af antallet i 2016, hvor fire 19-årige blev mødre.

Antallet af nye teenagemødre steg hvert år fra 2010 til 2013, hvor det toppede i 2014. Hvert af årene frem mod i dag har det årlige antal være etcifret, men at antallet er gået nedad i årene med gratis prævention er ikke en så klar tendens, som den er det med teenage-aborterne.

Katja Hansen er dog ikke i tvivl om, at den gratis prævention har haft en positiv virkning.

– For nogle unge piger var det økonomien, der tidligere var en hindring for at skaffe prævention. For andre var det viden om brugen af prævention. Nu er det nemt, gratis, og man kan få hjælp og information på skolerne og hos lægerne, siger hun.

– De unge piger møder mange professionelle, der kan fortælle dem om prævention. Vi har også oplevet, at de unge piger selv er i gang med at fortælle hinanden om, at de kan få gratis prævention, siger Katja Hansen.

– Jeg har indtryk af, at tilbuddet er ved at være godt kendt. Men der kommer også hele tiden nye årgange, der skal have kendskab til tilbuddet, siger hun.

 

 


 

 

Aldersgrænse rejste spørgsmål

Før den gratis prævention til teenagepiger forrige år blev indført på Bornholm, brugte sundhedspersonalet en del tid på at diskutere, hvor aldersgrænsen skulle gå.

På den ene side var det hovedformål at undgå flest mulige graviditeter blandt de yngste teenagere. På den anden side rejste det etiske spørgsmål, at den seksuelle lavalder er 15 år. I praksis er der kun blevet udleveret meget lidt prævention til de alleryngste piger.

– Jeg vil hellere have, at en 12- eller 13-årige pige får prævention, end at hun bliver gravid som 14-årig. Men det er faktisk meget sjældent, at vi har udleveret prævention til 12- og 13-årige. Det handler måske om et par stykker, og her har det skyldtes, at de har meget kraftige menstruationssmerter, siger Katja Hansen.

 
 

Gratis prævention

Bornholmske piger mellem 12 og 17 år har de seneste tre år kunnet få gratis prævention hos deres læge.

Lægen udskriver en recept på prævention, som pigerne så får på apoteket.

Lægen sender regningen til kommunen. Også Bornholms Hospital fakturerer kommunen for hospitalets del af den udleverede prævention.

Lærere, sundhedsplejersker og ungerådgivere bidrager ved at stille information om den gratis prævention til rådighed.

Ordningen har kostet kommunen lige under 50.000 kroner om året hvert af de seneste to år.

Det treårige forløb med gratis prævention udløber i år. Kommunen er i gang med at gøre ordningen permanent.