Godt hver tiende bornholmer siger nej til vaccinen – se de lokale forskelle

Godt hver tiende bornholmer siger nej til vaccinen – se de lokale forskelle
De første vaccinationer mod covid-19 på Bornholm blev givet til sundhedspersonalet på hospitalet den 27. december 2020. Siden da er over 33.700 bornholmere blevet vaccineret mindst én gang. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 25. DEC 2021 • 19:30
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
25. DEC 2021 • 19:30

11 procent af bornholmerne, som har mulighed for at blive vaccineret, har undladt at bestille tid til en vaccination. Det viser de seneste vaccinetal, som Statens Serum Institut offentliggjorde juleaftensdag.

Tilslutningen til vaccinationsprogrammet mod covid-19, som for anden jul i træk har fået regeringen til at skrue ned for aktiviteten i samfundet, har været stor på Bornholm, siden de første vacciner blev lanceret i juleferien 2020.

Bornholms Tidende har i anledning af årsdagen for vaccinens udrulning analyseret vaccinationsstatistikken for Bornholm. 11 procent af bornholmerne, der er inviteret til vaccination, har valgt ikke at tage imod muligheden for at blive vaccineret. I absolutte tal drejer det sig om 4.172 persone, viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut. Siden slutningen af november har målgruppen for covid-19-vaccinen omfattet alle over fem år. 

Lokale forskelle

SSI's detaljerede tal på sogneniveau viser, at der på Bornholm findes mindre lokale forskelle på interessen for at lade sig vaccinere. I sognene med størst tilslutning er det kun ni procent ud af målgruppen, som endnu ikke er blevet vaccineret eller har bestilt tid til første stik. Den største tilslutning er registreret i Svaneke, der de seneste par uger har været ramt af et stort smitteudbrud, samt Rønne, Knudsker, Poulsker, Hasle, Gudhjem og Allinge-Sandvig sogne.

Færrest har reageret på invitationen i Rø, Klemensker, Vestermarie og Bodilsker, hvor 15-17 procent hverken har taget imod vaccinen eller bestilt tid. I det store billede er disse tal ikke usædvanligt høje. I de fleste storbykommuner findes der sogne, hvor mere end 20 procent ikke har meldt sig til vaccination. I Brøndby Strand Sogn (der alfabetisk kommer lige efter Bornholm) gælder det eksempelvis 30 procent af de inviterede.

85 procent er færdige

Oversigten fra Statens Serum Institut viser, at 32.180 bornholmere nu er færdigvaccineret. Det svarer til 85 procent ud af de 37.895 personer, der ifølge SSI's tal er inviteret til vaccination. I alle sogne undtagen Klemensker og Rø har mindst 80 procent fået to eller tre stik. 

Cirka fire procent af bornholmerne har enten fået første stik eller bestilt tid til første dosis. 

Flere kan få tredje stik

I lyset af de høje smittetal i hele landet forsøger sundhedsmyndighederne at få flere danskere til at beskytte sig ved hjælp af vaccinerne. I løbet af december, til og med lillejuleaften, har 1.328 bornholmere modtaget første vaccinestik.

Den seneste ændring i vaccinationsprogrammet blev offentliggjort i onsdags, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke meddelte, at de 18-39-årige fremover kun skal vente fire en halv måned på at få deres tredje stik.

Samme tidsramme gælder også for folk over 40 år. Det betyder, at alle, som fik andet stik i starten af august, nu kan blive genvaccineret og få deres tredje vaccinedosis.

Ifølge den seneste status fra SSI er 21.710 bornholmere blevet genvaccineret. Godt 2.100 personer, der er inviteret til deres tredje stik, har endnu ikke bestilt tid.