Genbrugsbutik får nyt look

Genbrugsbutik får nyt look
Til daglig står de frivillige i butikken for driften, som også er med til at få butikken sat i stand. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 1. JUN 2021 • 12:45
Sofie Møller
Journalist
| ABONNENT
1. JUN 2021 • 12:45

BUTIK

Hvis man i denne uge er gået forbi Lille Torv i Rønne i håb om at shoppe lidt genbrugstøj hos Red Barnet, er man gået forgæves. Der har nemlig været lukket, da butikken er i gang med at blive renoveret.

I skrivende stund er teamet bag – det vil sige frivillige og konsulenter – i fuld gang med at rykke rundt, bore og genindrette lokalerne.

Lokalformand for Red Barnet Bornholm, Martin Jensen, ser frem til at se det endelige resultat.

– Butikken har i længere tid trængt til en opdatering, så det bliver godt, at den snart kommer til at stå lidt mere skarpt, siger han.

Det er dog ikke den eneste grund til, at man netop nu vælger at shine butikken op.

– Det er i det hele taget en del af Red Barnets plan at have fokus på pæne, velholdte butikker, fortæller Martin Jensen.

Hjælp fra frivillige

Processen omkring renoveringen startede tilbage i foråret, hvor konsulenter hos Red Barnet i samarbejde med de frivillige i butikken udviklede en plan for, hvordan man bedst muligt optimerer butikken.

I alt er der 27 frivillige, der står for driften til dagligt. I dagene, hvor butikken er lukket ned, kommer de og hjælper til med renoveringen.

– Det handler egentlig bare om at få butikken til at tage sig bedre ud, siger Elsebeth Kofoed Olsen, der har været frivillig hos Red Barnet i 12 år.

Hun fortæller, at det er første gang i hendes tid hos Red Barnet, at der er sendt et hold ud for at gennemføre en større ændring af butikken.


Overskuddet fra salget i butikken går til Red Barnets internationale, nationale og lokale arbejde med at redde, styrke og beskytte børn. Foto: Jacob Jepsen

Mere rummelighed

– Når lokalerne står færdig til genåbning kan kunderne forvente en langt mere rummelig og lysere butik, fortæller Martin Jensen.

Han håber, det kan være med til at tiltrække endnu flere kunder end hidtil. Salg har dog ikke været noget problem, især efter nedlukningen kunne det mærkes, at folk savnede at komme i genbrug, fortæller Martin Jensen.

– Under corona har vi både fået fyldt godt op på hylderne, fordi folk rigtig har ryddet op i gamle sager. Men der har også været et rigtig godt salg, da vi fik lov at åbne tilbage i marts, siger han.

Den seneste måneds tid har salget stagneret en smule igen, men når der snart kommer en masse turister over sommeren, forventer Martin Jensen en klar stigning i salget.

– Så er det jo fedt, at vi kommer til at have en nyrenoveret butik at vise frem, siger han.

Butikken genåbnes fredag den 4. juni kl. 10.30, hvor der vil være et lille genåbningsarrangement.