Folkedomstolen er farligere end mårfælden

Folkedomstolen er farligere end mårfælden
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 19. MAJ 2020 • 13:34
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
19. MAJ 2020 • 13:34
Menneskesjælen er kringlet, og det må kalde på et eftertænksomt smil, at den 50-årige mand, der ved retten i Rønne står tiltalt for groft uforsvarlig behandling af katte, i dag selv har fået kat.

– Jeg er gået over på den mørke sti, som han forklarer Bornholms Tidende med et strejf af afvæbnende humor.

Det er ikke kun sjovt. Det siger dybest set også noget om, at vi ofte fælder dom over vores medmennesker på et spinkelt grundlag. En kattehader, der selv har kat? Der må stikke noget under.

Lad os se nøgternt på forløbet:

Manden har i perioden op mod februar og marts 2019 indfanget syv katte i en mårfælde. Én hver nat i en uge. De blev lokket til med kyllingeskrog. Efterfølgende slap han dem løs i Almindingen eller Rø Plantage.

Det er de faktuelle omstændigheder, der har fået mange til at dømme ham i folkedomstolen. Rent juridisk falder der dom i næste uge, hvor anklageren har ønsket en bøde på 40.000 kroner.

Kun en af kattene har en kendt ejer. De seks øvrige katte er aldrig meldt savnet. Enten er de seks andre katte vildkatte – og hvor stor skade gør det så på dem, at han flytter dem ud af sin gårdhave? Eller også er ejerne komplet ligeglade med deres dyr. Og er han så den eneste skurk i sagen?

Der er andre lodder, der på den juridiske vægt umiddelbart vejer til den 50-åriges fordel. For eksempel, at en ansat i kommunen – i en venskabelig og ikke formel dialog ganske vist – har sagt, at det var helt i orden at køre kattene ud i skoven. Hvilket netop er et af de forhold, som anklageren finder groft uforsvarligt.

 
Når jeg tog et skridt,
skulle jeg se, hvor jeg
satte min fod henne,
for der var lort overalt

 

Så har den 50-årige måske handlet i god tro? Og er det i virkeligheden kommunen, der ikke er konsekvent i sin rådgivning? Det forhold har sagens forsvarer allerede dvælet ved.

Efter kontakten til kommunen spurgte den 50-årige ifølge sin forklaring, om et dyreinternat ville tage kattene. Det afviste de. Derpå satte han et opslag op på sin dør, hvor han advarede om, at han ville køre kattene væk, hvis de fortsatte med at besørge i hans gårdhave.

Imens vi venter på dommen, så læs lige den 50-åriges forklaring på, hvorfor han satte hele operationen i gang. Han har forklaret, at han kom hjem fra et udlandsophold og så sin gårdhave hærget:

– Når jeg tog et skridt, skulle jeg se, hvor jeg satte min fod henne, for der var lort overalt, forklarer han Bornholms Tidende.

Ikke sandt? Selv den største katteelsker kan vel godt se problemet? Det betyder selvfølgelig ikke, at det er i orden at bryde loven, hvis det er tilfældet. Det betyder heller ikke, at det er klogt at begå selvtægt.

Men beskrivelsen af den – undskyld – misrøgtede gårdhave må alligevel kalde på besindelsen. Lad os sammen skrue ned for folkedomstolen. Den kan gøre stor skade. Større skade end en mårfælde.