I starten af 2021 stod krydstogtlisten så på et rekordtal på 63 skibe, der var planlagt til at lægge vejen forbi Rønne Havn denne sommer. Men som sæsonen gik i gang, blev det ene anløb efter det andet aflyst, da corona-retningslinjerne for de store skibe endnu var uklare.
Nu kan Rønne Havn endelig melde at første krydstogtskib, Vasco da Gama, anløber havnen lørdag den 17. juli klokken 8.
Den nyhed glæder i særdeleshed havnedirektør Thomas Bendtsen.
– Nu har vi haft halvandet års stilstand indenfor det forretningsområde, så derfor er det dejligt at se, at opstarten er i gang, og der begynder at ankomme krydstogtskibe igen. Og det er jo ikke kun til glæde for Rønne Havn, men også for alle de virksomheder på Bornholm, som også har ventet på, at det skulle ske, siger Thomas Bendtsen.