Medlem af forretningsudvalget i Region Hovedstaden, Leila Lindén (S), fortæller, at der på Bornholm vil være forsigtighed omkring at nedskalere på testkapaciteten.
– Borholm er en ferieø, og jeg har fået en forsikring om, at der ikke sker store ændringer på testkapaciteten i juli måned. Vi er forsigtige med at nedskalere, fordi vi nødigt vil skære teststeder væk, da det skal være nemt at blive testet. I den kommende tid, hvor mange bliver studenter og turistsæsonen for alvor sætter ind, har jeg indtryk af, at der i juli måned ikke vil ske forandringer i forhold til teststeder og testkapacitet på Bornholm, fortæller hun.
Det er heller ikke antallet af teststeder, der nødvendigvis skal kigges på, men derimod testkapaciteten i centrene og om åbningstiderne skal indskrænkes, fortæller Leila Lindén.
– I takt med at flere og flere af os bliver vaccineret, så er der ikke lige så stort behov for at præstere en negativ test, da man allerede har et coronapas. Samtidigt er det svært, da det stadig skal være let at blive testet for dem, der ikke er blevet tilbudt vaccination endnu.
– Der er dog behov for, at tallene og kapaciteten på teststederne bliver analyseret. Vi er ikke optaget af at lukke testcentre, men nærmere undersøge om åbningstiderne skal indskrænkes. Nogle steder har man spurgt borgerne, hvilke tidspunker der passer dem bedst at blive testet, og om man eventuelt skulle pille en time eller to af testcentrenes åbningstider.