En halv million i overskud – per medarbejder. Pengetanken er på over 100 millioner kroner

En halv million i overskud – per medarbejder. Pengetanken er på over 100 millioner kroner
Christiania Bikes købte i 2000 det tidligere Bornholms Maskinindkøb på Brogårdsvej i Nyker, hvor der oprindelig lå et mejeri. Her er cykelfabrikken siden blevet udvidet betragteligt. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 15. MAJ 2020 • 21:30
Af:
holger-larsen

15. MAJ 2020 • 21:30
NYKER

12 millioner kroner i overskud – svarende til en halv million kroner pr. medarbejder.

Det er et resultat, som langt de fleste virksomhedsejere kun kan drømme om. Men for Christiania Bikes i Nyker er 2019-resultatet slet ikke usædvanligt. Overskuddet er blot endnu et i en lang række af millionresultater i mange år.

De 12 millioner er dog et lille nøk opad i forhold til de seneste år, hvor 2018-resultatet var 9,8 millioner kroner og året før 11,2 millioner kroner.

Årets resultat anses for tilfredsstillende, fremgår det af regnskabet. Selskabets balance udviser en aktivmasse på 24 millioner kroner og en egenkapital på 18,5 millioner kroner.

Christiania Bikes havde sidste år 24 beskæftigede, hvilket var en mere end året før. Medarbejderskaren tæller både tømrere, smede, ingeniører og cykelmekanikere.

Christiania Bikes blev grundlagt i fristaden Christiania i København. Siden flytningen til Bornholm har virksomheden vokset sig stor, og man sælger i dag ladcykler og cykelanhængere over hele verden.


Kæmpe overskud

Selskabet Christiania Bikes ApS ejes af stifterne, Annie Lerche og Lars Engstrøm, via holdingselskabet HAT Holding ApS, der som sit forretningsområde har at eje kapitalandele i tilknyttede virksomheder (Christiania Bikes) samt formueforvaltning.

Holdingselskabet har også netop haft generalforsamling og godkendt et overskud på godt 20 millioner kroner. Selskabets balance udviser en samlet aktivmasse på 110 millioner kroner. og en egenkapital på knap 108 millioner kroner.
 

3.000


Christiania Bikes holder til på Brogårdsvej i Nyker, hvor der oprindelig var et mejeri. Her har man efter de seneste års udvidelser mere end 3.000 kvadratmeter produktionslokaler.

 

Uændret aktivitet

Bornholms Tidende har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Christiania Bikes om de flotte resultater.

Vi ville også have spurgt til, om virksomheden slet ikke er påvirket af coronakrisen. Det er man tilsyneladende ikke i højere grad, idet det fremgår, at der forventes en uændret aktivitet og indtjening for regnskabsåret 2020. Selskabets generalforsamling, hvor regnskabet blev godkendt, blev holdt den 30. april.