Elevrådsformand: 'Det er fedt at være tilbage'

Elevrådsformand: 'Det er fedt at være tilbage'
Astrid Schmidt var glad for at se alle vennerne på Søndermarksskolen. Foto: Holger Larsen
Mandag 1. marts 2021 • 11:59
Holger Larsen
Journalist
Mandag 1. marts 2021 • 11:59

GENÅBNING

De store skoleelever vendte mandag morgen tilbage til de bornholmske grundskoler. Bornholms Tidende var på plads på Søndermarksskolen i Rønne.

Hvordan er det at være tilbage på skolen?

– Det er super dejligt. Jeg har savnet mine venner vildt meget, også dem man ikke ser så meget, siger Astrid Schmidt, der går i 9. klasse på Søndermarksskolen, hvor hun er formand for elevrådet.

Hvordan har det været i den tid, I ikke måtte komme i skole?

– Det har været vildt nederen. Også fordi det er mit sidste år på skolen, så klassen splittes snart. Onlineundervisning er en anden form for undervisning. Det er gået godt, men det er fedt at være tilbage.

Hvor meget har du kunnet mødes med venner?

– Jeg har set et par venner, også to piger fra klassen, og vi har lavet nogle opgaver sammen.

Er du blevet testet, før du tog i skole?

– Ja, jeg blev testet i lørdags. Jeg har det fint med det. Det giver god mening, at vi skal testes, så vi alle kan være sammen, og det hele ikke lukker ned igen.

Hvad glæder du dig mest til nu, hvor I starter i skole?

– Jeg glæder mig til at være sammen med hele min klasse og se dem alle igen.

Har I nået det, I skulle, i hjemmeundervisningen?

– Jeg tror, det er gået fint, også fordi lærerne har skullet sætte fokus på de fag, vi skal op i til eksamen. Men jeg ved det ikke endnu, siger Astrid Schmidt, inden hun mandag morgen går ind til den første undervisning på skolen efter genåbningen. 

FÅ ABONNEMENT