Elever kan lære af madoase til socialt udsatte i skolegården

Elever kan lære af madoase til socialt udsatte i skolegården
Skoleleder på Åvangsskolen Thomas Mogensen og Sanne Zarp fra Stop Spild Lokalt tror, at de hver især kan nyde gavn af hinanden. I Thomas Mogensens øjne er det i selv en god ting, at der bliver mere liv på Åvangsskolens område uden for skoletiden. Foto: Jacob Jepsen
SOCIAL FRIVILLIGHED | RØNNE | ABONNENT | 28. SEP 2021 • 08:40
Jakob Nørmark
Journalist
SOCIAL FRIVILLIGHED | RØNNE | ABONNENT
28. SEP 2021 • 08:40

Socialt madspildsinitiativ er flyttet til Åvangsskolen, hvor eleverne fremover kan blive mindet om, at mad ikke behøver at ryge i skraldespanden, når det er for gammelt til at blive solgt i supermarkedet.

En sødlig dunst af halvgamle bananer hænger i luften, da Sanne Zarp åbner døren til de nye lokaler, hvor værdigt trængende familier tre gange om ugen kan hente mad, der er blevet til overs i de bornholmske forretninger. Fra skolegården på Åvangsskolen er vi trådt ind i et tidligere opmagasineringsrum, som Stop Spild Lokalt har fået stillet til rådighed af skolen og regionskommunen.

Vi åbner vinduet for at få noget frisk luft ind – og i overført betydning kan man sige, at Åvangsskolen – ved at invitere et socialt initiativ indenfor – også har åbnet et vindue til omverdenen.

– Vi har fokus på grøn dannelse, så det passer supergodt, at du kom springede, siger skoleleder Thomas Mogensen til Sanne Zarp fra Stop Spild Lokalt.

– Det er vigtigt for elevernes dannelse, at de ikke behøver læse om madspild, men kan se, at I er her.

Et projekt mod madspild

Stop Spild Lokalt uddeler mad hver mandag, onsdag og fredag på Åvangsskolen i Rønne.

Om formiddagen kører frivillige ud og henter mad, der er blevet til overs hos supermarkederne.

Mellem klokken 15 og 16 kan ét medlem per familie komme og udvælge de ting, man har lyst til at få med hjem. Typisk dukker der mellem 20 og 40 husstande op.

På Paradisbakkeskolen i Nexø driver Stop Spild Lokalt en tilsvarende madoase.

I 2019 modtog Stop Spild Lokalt regionskommunens frivillighedspris.

I forvejen har Åvangsskolen fokus på genbrug og genanvendelse, som alle klasser har haft et forløb i. Som led i et samarbejde med Bofa står der et andet sted i skolegården en række containere, så eleverne kan lære at sortere skrald. Sanne Zarp er indstillet på at bidrage til elevernes undervisningsforløb.

– Jeg vil for eksempel gerne have, at sjetteklasserne, der skal på Bofa, bagefter kommer herned og lærer om madspild, siger hun.

Det støtter skolelederen, som synes, at tankegangen om at undgå, at ting går til spilde, let vinder indpas hos børnene.

– Det ligger mere naturligt og er nemmere for dem end for os voksne, siger Thomas Mogensen.

Fra Slottet til skolen

Sanne Zarp bragte Stop Spild Lokalt, der er et landsdækkende netværk af madspildsgrupper, til Bornholm i 2019. Efter få måneder flyttede de øvrige frivillige til Slottet på Zahrtmannsvej, hvor pladsen imidlertid blev for trang, da madspildsgruppen var nødt til at rykke til et mindre lokale.

På Åvangsskolen er arealet større, og bordet i midten af rummet bugner med frugt og grøntsager, mens reolen er fyldt med brød, og der er færdigretter og pålæg i køleskabet.

Sanne Zarp tror, at madoasens nye placering nærmere byens største sociale boligbyggeri, Gartnervangen, vil gøre det muligt at få kontakt med flere familier og enlige, der ellers sjældent har overskud til at købe friske råvarer.

– Det var, som om jeg ikke kunne hive dem helt ud på Slottet, forklarer Sanne Zarp, der også håber at kunne rekruttere frivillige blandt forældre til elever på skolen.


Stop Spild Lokalt samarbejder efterhånden med mange bornholmske supermarkeder. Kvickly har været med fra starten, og undervejs er Rønnes to Rema 1000'er, Fakta, og Dagrofa kommet med. Senest er Netto og Torvehallen begyndt at levere madvarer til madspildsprojektet, der er tiltænkt socialt udsatte. Foto: Jacob Jepsen