Efter ståhej om besøg på plejecentrene: Kommunen bruger 273.000 på ekstra drivhuse

Efter ståhej om besøg på plejecentrene: Kommunen bruger 273.000 på ekstra drivhuse
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 17. SEP 2020 • 21:29
Af:
jakob-marschner

17. SEP 2020 • 21:29
Også under en corona-epidemi skal beboere på plejecentre fortsat kunne få besøg. For at sikre, at det kan ske forsvarligt, har Folketinget delt 100 millioner kroner ud til kommunerne. Af de penge har Bornholm modtaget en million kroner.

Sådan en pulje penge kan man bare bruge på en hel del forskellige måder. På Bornholm vil pengene fra staten ikke bare blive brugt, kommunen vil også selv spæde til, så udgiften ender med at blive 273.000 kroner større end det beløb, som staten dækker.

Besøgene skal foregå udendørs, først og fremmest i drivhuse, som først skal stilles op. Men hvor Bornholms Ældreråd har afvist drivhusene som uegnede (for varme om sommeren og for kolde om vinteren), handlede sagen for politikerne kun om antallet af drivhuse – og dette kun indtil borgmester Winni Grosbøll (S) på egen hånd foreslog at opgradere de 13, som socialudvalget var landet på, til nu 16.

Koncerndirektør Claus Steensgaard Jensen havde anbefalet, at man holdt antallet af de nye besøgsfaciliteter nede på 12, så indkøbene kunne holdes indenfor rammen af den ene million kroner, som kommunen har fået fra staten. Det ville have betydet, at Sønderbo ikke ville få, fordi stedet ikke er et decideret plejecenter, men et center for midlertidigt ophold og et aflastningscenter for pårørende.