Destinationen: 70-75 procent færre turister denne påske

| ABONNENT | 2. APR 2020 • 16:10
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
2. APR 2020 • 16:10
For turisterhvervet på Bornholm bliver påsken 2020 efter al sandsynlighed en ordentlig økonomisk kæberasler.

Direktør i Destination Bornholm, Pernille Lydolph, har dannet sig et overblik over, hvor mange overnatninger, der er booket på øen i påskedagene. Umiddelbart fører coronakrisen til, at vi får det laveste antal påsketurister i den bornholmske turismes nyere historie.

– Som det ser ud nu, tyder alt på, at vi får en påske med en belægning på 25-30 procent af den, vi havde sidste år. Det bliver en "lille påske", og jeg tror, det bliver den mindste nogensinde – eller i hvert fald i mange, mange år, siger Pernille Lydolph.

Håber på en god sommer

Hun er ikke i tvivl om, at de meget færre turister skyldes regeringens anbefaling om at blive hjemme i påsken.

– Man kan sige, at det omsætningsmæssigt er ærgerligt. Men jeg tænker omvendt, at vi hellere vil have en lille påske nu, og så en god sommer og et godt efterår, når den situation, vi står i, er nogenlunde overstået, siger Pernille Lydolph.

Hun anerkender fuldt ud baggrunden for regeringens beslutning om at anbefale mindre rejseaktivitet.

– Vi har alle en interesse i at minimere smitten, så hospitalet kan følge med. Vi skal være bevidste om, at vi har det beredskab, vi har, og at det skal kunne håndtere de smittetilfælde, der er. Vi har alle en interesse i, at det her nu går nogenlunde hurtigt over, så vi kan komme tilbage til noget nogenlunde normalt. Det vil også betyde, at vi kan få den gode sommer, vi nu håber på, siger Pernille Lydolph.

Fleksible overnatningssteder

Direktøren satser på, at de folk, der nu vælger ikke at komme til Bornholm i påsken, i stedet kommer senere på året. Det samme håber overnatningsstederne, fortæller hun. Derfor har de været meget fleksible i forhold til at lade folk booke om i stedet for at kræve penge for de aflyste ophold.

– Man kunne som overnatningssted have sagt, at gæsterne skulle betale. Men tværtimod har man givet rigtig meget fleksibilitet, fordi det nu handler om at give gode oplevelser i en svær tid. Har man held med det, så er chancen for, at folk senere vender tilbage og får et godt ophold, så meget desto større, siger Pernille Lydolph.

En tommelfingerregel lyder, at en påske i april er god for turisterhvervet, men at en påske i marts typisk kun lokker halvt så mange gæster til øen. Det er altså meget lavt, når kun 25-30 procent af de bornholmske hotel- og sommerhussenge er optaget i denne påske, der endda falder i april.