Der mangler ikke parkeringspladser – det ser bare sådan ud

Der mangler ikke parkeringspladser – det ser bare sådan ud
Forleden holdt en del biler i græsrabatten ved Bornholms Lufthavn, som det fremgår af dette billede. Foto: Kristoffer Gravgaard
PARKERING | ARNAGER | ABONNENT | 13. OKT 2021 • 11:30
PARKERING | ARNAGER | ABONNENT
13. OKT 2021 • 11:30

Det er ikke mange år siden, at Bornholms Lufthavn opgraderede parkeringsområdet og etablerede adskilligt flere parkeringspladser til de rejsende, men som det fremgår af billedet til denne artikel, kan der også i dag komme så meget pres på, at folk vælger at parkere i græsrabatten.

Det er dog ikke umiddelbart noget, der nødvendigvis giver anledning til at udvide antallet af parkeringsbåse yderligere, siger Jimmi Holm Hansen, som er souschef i Bornholms Lufthavn.

Lufthavnen befinder sig for tiden "mellem chefer", fordi den tidligere lufthavnschef, Christina Dideriksen, i juli måned efter syv og et halvt år på posten oplyste, at hun takkede af, og en ny er endnu ikke fundet.

Adspurgt om lufthavnen igen er i underskud, når det kommer til parkeringspladser, siger Jimmi Holm Hansen:

– Nej, det vil jeg ikke sige. Men vi har nogle spidsbelastninger, når vi har charterfly af sted, hvor der er mange biler herude. Langt det meste af tiden har vi masser af plads.

Så du har ikke kendskab til planer om en udvidelse?

– Nej, ikke på nuværende tidspunkt. Det er selvfølgelig hele tiden en balance, hvornår man skal have mere af noget, men det skal vi ikke nødvendigvis, fordi det kniber lidt måske fem dage om året eller noget i den stil. Vi får jo stadig plads til bilerne, de holder bare i græskanten, så det er ikke en generel udfordring, vi har, ud over en håndfuld dage.

– Jeg synes også, jeg kan se, når nogen holder i græsset, at det ikke nødvendigvis er, fordi der ingen pladser er inde i selve parkeringsområdet. Frem for at køre ind og finde de ledige pladser, der rent faktisk er, vælger man lige at tage rabatten, og er der først nogen, der starter, kan der komme en kædereaktion, så andre også vælger rabatten. Folk kan jo være meget magelige, når de skal parkere, siger Jimmi Holm Hansen.