DSU Bornholm støtter Thomas Thors som spidskandidat for socialdemokratiet.
Det fremgår af en pressemeddelelse, efter at DSU Bornholm onsdag holdt et virtuelt møde for at vælge ungdomsorganisationens spidskandidat for socialdemokratiet til det kommende kommunalvalg.
– Og vi er stolte af at kunne offentliggøre, at DSU Bornholm støtter Thomas Thors, noterer formand Frederik Rigstad, idet pressemeddelelsen blandt andet fortsætter:
– Efter en lang og god debat, hvor mange ting blev diskuteret, viste den efterfølgende afstemning, at et flertal i DSU Bornholm klart bakker op om Thomas Thors som spidskandidat for Socialdemokratiet og dermed som DSU's borgmesterkandidat. Vi føler os klart overbeviste om, at Thomas, også i fremtiden, vil være den helt rigtige borgmester for Bornholm. Han har masser af erfaring politisk, blandt andet som Bornholms Regionskommunes første borgmester og senest som gruppeformand efter kommunalvalget i 2017. Men bestemt også i erhvervslivet, hvor han blandt andet i mange år har tjent som læge for mange bornholmske borgere og senest har haft en kæmpe aktie i det erhvervseventyr, vi ser på Rønne Havn lige nu.