De tygger på nej til byggeri

De tygger på nej til byggeri
Heine Larsen, formand for Nyker Menighedsråd, ønsker endnu ikke at kommentere fredningsnævnets afslag på en dispensation til byggeri af et menighedshus. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 3. JUN 2021 • 10:08
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
3. JUN 2021 • 10:08

KIRKE

Nyker Menighedsråd samles til et møde senere i juni, og inden da ønsker rådets formand, Heine Larsen, ikke at kommentere afgørelsen fra Fredningsnævnet for Bornholm.

Nyker Menighedsråd har fire uger til at afgøre, om man vil klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet over afslaget på en dispensation til et menighedshus på Ellebyvej. En anden mulighed kan være at arbejde med en alternativ placering, som foreslået af fredningsnævnet.

Et menighedshus har været på ønskelisten i Nyker Menighedsråd i nogle år, men på grund af kirkeomgivelsesfredningen er det ikke så lige til. For nogle år siden lykkedes det menighedsrådet at få dispensation til at anlægge en diskret parkeringsplads med "græsudtryk".

Nødvendigt hus

Et menighedshus kaldes i sagsfremstillingen nødvendigt for kirken og aktiviteterne i tilknytning til kirken og for sognets liv og vækst:

"Kirken råder i dag ikke over forsamlingsfaciliteter til gavn for menigheden, herunder børnefamilier eller faciliteter, hvor eksempelvis sårbare ved et videolink mellem kirke og menighedshus kan opleve at være en del af de kirkelige aktiviteter uden nødvendigvis at skulle føle at sidde til skue i kirken. Kirken råder ej heller over faciliteter, der tilgodeser gangbesværede og fysisk handicappede".

Menighedsrådet mener, at præstegårdens udlænger ikke er egnede til anvendelse som menighedshus, heller ikke efter en eventuel ombygning.