Christine levede i et voldeligt ægteskab: Jeg var tæt på at dø

Christine Ivanov fortæller i en ny bog om ægteskabet med en voldelig mand, der endte med at drive hende væk fra alt det, hun kendte. Hendes nye liv startede den dag hun og hendes to sønner flyttede ind på kvindekrisecenteret på Bornholm.

Christine Ivanov var kun 21, da hun blev gift med en mand, som var voldelig, og som flere gange var tæt på at tage hendes liv.

Pigenavnet er Brandt. Hun er født og opvokset i Svendborg, men endte i 2002 på kvindekrisecenteret på Bornholm.

– Jeg skulle væk fra en voldelig mand. Nu skriver jeg min egen historie, men i fiktionaliseret form, som en roman. Sådan som jeg husker det, siger hun.

Christina Ivanov er i dag 53 år, og har boet på Bornholm siden 2002. Ramt af virkeligheden er hendes første bog.

– Jeg står frem med min historie, fordi vold i nære relationer er et frygtelig tabubelagt emne i Danmark. Men vi bliver nødt til at tale om det på lige fod med alkohol og stoffer. Folk kan stå frem og sige: Jeg er tørlagt alkoholiker, og det kan vi som samfund godt rumme og forstå. Det taler vi om. Men når jeg fortæller, at jeg har været i det her voldelige ægteskab, er der ikke den samme forståelse, siger Christine Ivanov.

– For hvorfor gik jeg ikke bare?

En klassisk historie

Christine Ivanov er uddannet skoleærer og har undervist på to skoler i Rønne. I dag er hun fuldtidsforfatter og debutromanen er den første i en trilogi.

I bogen møder vi den unge Stine, der løber ind i en mand og bliver hamrende forelsket. Det er en klassisk historie.

– Da jeg skrev den første bog, faldt jeg over en engelsk forfatter, der har undersøgt, hvad det er for et mønster der gør sig gældende, når en kvinde bliver dræbt. Det var så genkendeligt, siger hun. Hun fortæller sin historie uden undskyldninger.

Christine Ivanov mødte sin store kærlighed i Svendborg i 1992 og giftede sig hurtigt med ham.

– Jeg havde haft kærester før, men han var min store kærlighed, og i bogen følger man den nedadgående spiral som tog sin start allerede det første år. Det har været mit ønske at komme ind på dynamikkerne og alle de små tegn, man kan lægge mærke til.

Far havde en løs hånd

Christine Ivanov er vokset op i en kernefamilie med en far, som var dominerende og lunefuld. Han slog også Christine.

– Jeg har fået nogen på hovedet som barn, men det tænkte jeg ikke over. Jeg så ham aldrig slå min mor, men han havde en løs hånd, når det gjaldt mig og mine søskende. Han var meget sådan, at tingene skulle være på hans måde, på hans præmisser, og jeg indordnede mig fuldstændig og blev supergod til at aflæse, hvad der gjorde far glad.

Christina Ivanov og hendes søskende oplevede ofte at blive smidt ud af hjemmet, når faren ikke havde overskud til børnene.

– Vi turde først komme ind, når mor kaldte og sagde, nu er der aftensmad.

Senere har Christine Ivanov fundet ud af, at man er mere disponeret for at møde en voldelig kæreste, når man er vokset op i en familie med vold. Og ikke alene det, barnet påtager sig også skylden for volden.

Alligevel vidste hun ret hurtigt, at der var noget galt i ægteskabet. Lamperne blinkede, men hun var ikke i stand til at afbryde kontakten.

– Jeg var simpelthen så hamrende forelsket. Jeg troede, at hvis jeg bare ændrede mig, så skulle det nok blive godt. Jeg troede, det var min skyld, at tingene udviklede sig, som de gjorde. Jeg kasserede det menneske jeg var, for at blive den kvinde, som han kunne elske.

Man kan ikke bare gå

I starten kom volden ifølge Christine Ivanov til udtryk gennem verbal kritik og tavshed.

– Han irettesatte mig hele tiden. Blev sur. Men det værste var, når han ikke ville snakke med mig. Så gik jeg i den der knugende tavshed, som kunne vare fra en dag til en uge, og nogle gange en hel måned. Hvor han ikke sagde et ord til mig. Jeg prøvede at gøre det godt igen, prøvede at kysse ham og tale med ham. Men jeg var der ikke. Det er knusende at føle, at man ikke eksisterer.

Parret fik to sønner, som i dag er 28 og 31 år. Og de var måske den afgørende grund til, at Christine Ivanov endelig fik samlet modet og kræfterne til at flygte. Efter ti år med fysisk og psykisk vold var Christine Ivanov klar. Hun skulle væk. Drengene skulle væk.

I 2002 ankom den lille familie til kvindekrisecentret på Bornholm efter et kort ophold på et lignende center i Nørresundby, hvor det lykkedes eksmanden at opspore dem.

Hun fortæller, at det er let nok at sige, du kan bare gå.

– Det kan man ikke, hvis man er psykisk nedbrudt.

Særligt til de unge

Af samme grund har det været en voldsom proces at skrive bøgerne.

– Man skal ind og genopleve det, der var engang og jeg måtte på et tidspunkt holde en pause på et halvt år. Jeg erkendte pludselig dybden af, hvordan det må have været for mine børn. Børnene er jo fuldstændig uskyldige i det her spil, og det er altid dem, der bliver taberne. Ligesom jeg selv blev.

Der har været mange ting, der skulle indhentes i årene efter bruddet. Christine Ivanov har blandt andet genoptaget forbindelsen med sin bedste veninde, som hun afbrød kontakten med, mens hun var gift. Veninden var en trussel mod hendes ægteskab, måtte hun forstå.

– Min eksmand opfandt et spind af historier om, at hun ville ødelægge vores ægteskab. Det ville hun jo ikke, men jeg troede fuldt og fast på, at det var nødvendigt at afbryde forbindelsen.

Christine Ivanov er stadig flov over, at hun kunne opføre sig sådan.

– Og det vil jeg gerne vise de unge. Den her første bog er særligt til de unge, siger hun.

– Jeg har et brændende ønske om, at de skal opdage de her små tegn, og at de skal turde tale om det. De skal vide, hvor de kan henvende sig. De er mange, der ikke ved at vi har organisationen Lev uden Vold, som har en hotline 1888, hvor man kan få al den faglige rådgivning, man har brug for, også hvis man er udøveren. Til de unge har vi Bryd Tavsheden, hvor unge kan få ti timers samtaler eller et undervisningsforløb, som gør det muligt at komme ud af et liv med vold, siger Christine Ivanov.

Meget vold mod kvinder i Danmark

Vold mod kvinder er udbredt i Danmark. Hvert år bliver 10-12 kvinder dræbt af deres partner, og Danmark ligger i top fem i Europa i den kedelige statistik over kvindedrab i nære relationer, fortæller Christine Ivanov.

– Vi er bagud. I Norge går voldsmænd med fodlænke, i England er de begyndt at ligestille vold med terror. Ifølge Morten Kjærum, tidligere direktør for Institut for menneskerettigheder, er vi 20 år bagud i Danmark.

Hun understreger samtidig, at hendes debutroman ikke er en selvhjælpsbog. Men den er baseret på Christine Ivanovs erfaringer fra et ti år langt samliv med en voldelig mand. Med tiden eskalerede overgrebene til fysisk vold

Har du været bange for at dø?

– Ja for pokker, mange gange. Jeg har også været tæt på at dø, siger hun.

Hun håber, at Ramt af virkeligheden vil skabe debat i samfundet.

– Mange tror, at problemet er løst, når kvinden går. Men det er der det bliver allerallerfarligst. For så forstår han, han har mistet sin ejendom, sier hun. Det er her, der er brug for beskyttelse, men først og fremmest for forståelse.

– Vi skal tale om vold, og vi skal have nogle tilbud på lige fod med børn af forældre med alkoholmisbrug.

Det starter i barndommen

Når man lytter til Christine Ivanovs historie, kan det ude fra set se ud som om, der er sket et enormt svigt. Men det er svært at placere ansvaret for det svigt. Ikke mindst fordi en stor del af svigtet ligger i fortiden. Christine lærte allerede tidligt i sit liv at vold og dårlig stemning var normen. Der var ingen der greb ind, heller ikke moren. Og det faldt hende ikke ind at sige noget om situationen til udenforstående.

Det samme gjorde sig gældende, da hun blev gift med en voldelig mand.

Føler du, at du har været et offer, fordi der ikke var nogen, der troede på dig?

– Nej, jeg har aldrig følt, at der ikke var nogen, der troede på mig. Det var mig selv, der ikke ville sige det til nogen. Jeg holdt det hemmeligt.

Men så er det jo svært at opfordre kvinden til at tale om det, hvis hun ikke selv vil tale om det?

– Ja, det er rigtig svært. Og jeg frasiger mig heller ikke ansvaret i det her. Jeg vidste hele tiden godt, at det ikke var i orden, men jeg gik ikke fra det, siger Christina Ivanov.

Hvis man går helt ind til kernen, er det ifølge Ivanov ofte en bestemt slags personer, der ender i et voldeligt forhold.

– Det handler om, hvorvidt man er elsket eller ej. Hvis man som barn har følt sig elsket, så tror jeg, at man som voksen vil gå fra en relation, hvis man ikke føler sig elsket. Har man ikke følt sig elsket som barn, så går man ikke, fordi man ikke føler sig elsket. Man bliver og prøver at gøre sig umage for, at han skal synes om en. Så man ikke skal forsvinde.

Bærer eksmandens navn

De mange erkendelser som er dukket op undervejs i skriveprocessen har i perioder gjort Christine Ivanov svimmel. Fordi det både har handlet om hendes barndom, hvor hun var underlagt sin skæbne og ubevidst om det, der foregik omkring hende, og om voksenlivet, hvor hun har kæmpet med at forstå, at det lige præcis ikke var hendes skyld, at hun endte med at leve i et voldeligt ægteskab i ti år.

I dag, 20 år efter flugten, føler hun efterhånden, at alle sten er vendt.

– Jeg tror sådan set, at mine forældre elskede mig. Men jeg følte mig ikke elsket. Og det er så sindssyg vigtig en ting. Kærlighed betyder mere end vi lige tror, siger hun.

I dag føler Christine Ivanov sig elsket.

– Meget. Jeg føler mig meget elsket af min kæreste, og jeg føler mig elsket af mine børn. Jeg ved, jeg er elsket. Vi har talt meget om det, mig og drengene, om volden og hvad den har betydet. Men det fylder ikke så meget mere, siger hun.

Christine Ivanov har valgt at beholde sin eksmands efternavn.

– Det er fordi jeg står ved min historie. Det er en del af mit liv, og det ændrer man ikke ved at skifte navn.

Christine Ivanov er i øjeblikket med at færdigredigere anden bog i trilogien om Stine. Den handler om familielivet og udkommer den 8. marts 2025. Den tredje bog i serien handler om Stines kamp for at komme ud af ægteskabet. Den udkommer efter planen i august 2025.

Ramt udkommer tirsdag på forlaget Adskjær.

Christine Ivanov har valgt at beholde sin eksmands efternavn. – Det er fordi jeg står ved min historie. Det er en del af mit liv, og det ændrer man ikke ved at skifte navn. Foto: Anette Vestergaard