Byg sender terrasse i Gudhjem i nabohøring: Ejer laver terrasseprojekt mindre

Byg sender terrasse i Gudhjem i nabohøring: Ejer laver terrasseprojekt mindre
Berit Løvenhardt er en af de naboer, der har klaget over terrassen i Bryggerstræde. "Jeg har ikke noget privatliv mere. Folk på terrassen kan kigge lige ned i min have og følge med i, hvad jeg laver, og jeg kan høre, det bliver kommenteret. Det er meget generende", sagde Berit Løvenhardt til Bornholms Tidende den 13. august. Foto: Jacob Jepsen.
| ABONNENT | 19. SEP 2020 • 14:05
| ABONNENT
19. SEP 2020 • 14:05
Byggesag

Sagen om terrassen uden byggetilladelse i Bryggerstræde i Gudhjem udvides nu med endnu en høringsproces. Ejeren af den omdiskuterede terrasse har lyttet til kommunens afdeling for byggesager "Byg", der tilbage i juni bad ham få lavet en plan for et reduceret byggeri, som Byg derefter kunne vurdere, om der kunne gives tilladelse til. Ejeren har nu sendt et revideret projekt til terrassen til Byg, og chefen for Byg, Regin Nordentoft, fortæller, at terrassen bliver mindre end først planlagt.

– Vi skrev til ham og forslog, at han skulle revidere projektet, som han jo allerede havde bygget noget af. Planen var at lave det i to plan, men vi har sagt, at han bør holde det i et plan, det laveste, så det bliver lidt mindre. Det har han nu fået et arkitektfirma til at lave et forslag på, og det sender vi i høring hos naboerne i næste uge, siger Regin Nordentoft.


Hælder til godkendelse

Da sagen efterhånden er kendt, i hvert fald af naboerne til ejendommen med terrassen, bliver høringsperioden ikke længere end tre uger. Derefter vil Byg læse høringssvarene og komme med en vurdering. Regin Nordentoft fortæller, at man i Byg hælder til at godkende terrassen, nu hvor den er blevet mindre og kun et i et plan.

– Vi ser på konteksten, som den her terrasse ligger i, og det er jo ikke et fladt parcelhuskvarter. Der er mange, der har terrasser i Gudhjem, og da det er et kuperet terræn, så vil der være en eller anden form for indblik. Det er svært at undgå. Nu skal vi se, hvad der kommer af høringssvar fra naboerne, men vi hælder nok til at godkende projektet. Vi skal være rimelige i forhold til sammenlignelighed i, hvad der er af andre terrasser i området, siger han.

Vil afgøre sagen nu

Sagen om terrassen startede tilbage i 2018, hvor ejeren af ejendommen byggede terrassen på en klippeskråning uden nabohøring eller byggetilladelse. Herefter klagede naboerne, der blandt andet mener, at der fra terrassen er for stort indblik i deres ejendomme. Byg har siden da kigget på sagen, og i juni i år bad Byg ejeren om at komme med en tegning af terrasseprojektet, som man så kunne vurdere, om man kunne give tilladelse til. Ejeren svarede i første omgang ikke, og i august skulle der have været sendt et varsel om påbud afsted, men det blev ikke gjort. Regin Nordentoft forklarede det med, at hans afdeling var nede på mandskab.

Nu er Regin Nordentoft opsat på, at der kommer en afklaring på sagen.

– Vi vil træffe afgørelse på den her sag nu. Den har varet for længe. Vi sender det i høring, ser på de svar der kommer og vurderer derefter. Nogen vil måske synes, at den terrasse slet ikke skal være der, og det er et legitimt synspunkt. Men i den her sag hælder vi nok til at tillade en terrasse i en eller anden grad, og så er der jo en klagevejledning, hvis man vil klage over den vurdering. Derefter lander den hos Planklagenævnet, som så træffer afgørelse, siger Regin Nordentoft.

Naboerne til ejendommen med terrassen i Bryggerstræde kan forvente et brev om høringen i deres e-boks i løbet af næste uge.

Nabo vil protestere i høringssvar

Berit Løvenhardt Bruman er en af de naboer, der har klaget over terrassen i Bryggestræde i Gudhjem. Hun oplever, at hun ikke har noget privatliv, så længe terassen er der, og der dermed er udsyn ned i hendes have. Derfor vil hun protestere mod terassen, når projektet kommer i nabohøring i næste uge. Også selvom terrassen bliver mindre og kun i et plan.

– Ligegyldig hvor lav den bliver, kan man jo kigge ind i min have. Jeg har selv haft begge ejendomme før i tiden, hvor jeg havde besøg af en fra kommunen, der sagde, at jeg aldrig ville få lov at bygge terrasse på den klippeskråning. Men det er åbenbart anderledes nu, siger hun.

Berit Løvenhardt Bruman forstår ikke, at chefen fra Byg siger, at man hælder til at godkende projektet. Heller ikke argumentet om, at mange andre i Gudhjem har terrasser med en eller anden form for indblik hos naboer.

– Der er jo ikke nogen regel, der siger, at man har ret til en terrasse uanset hvad. Men de må jo godkende det, hvis det er det, de har tænkt sig. Jeg vil stadig klage, for jeg kan ikke være i fred i min egen have, siger hun.