Brandvæsnet afspærrer Kæmpestranden

Brandvæsnet afspærrer Kæmpestranden
Der er gang i bølgerne ved Kæmpestranden. Foto: Mette Malene Jensen
Fredag 20. oktober 2023 • 17:43
Fredag 20. oktober 2023 • 17:43

Bornholms Brandvæsen afspærrer fredag Kæmpestranden i Allinge. 'Folk skal holde sig væk,' lyder det fra politiet.

– Det vælter ind med opgaver nu her.

Sådan lyder det fra en travl indsatsleder i Bornholms Brandvæsen klokken 17.15, da Tidende taler med ham.

På hele to bygninger i Nexø er dele af taget faldet ned. Derudover er der vandproblemer i Netto i Allinge ved Kæmpestranden i samme by og i en industribygning ved Tejn Havn.

– Vi har rigtig meget ude at køre, og jeg har en ekstra indsatsleder inde. Nu forsøger vi at se, hvad vi kan gøre ved det, siger Klaus Rønne Jensen.

Er det vand, der trænger ind i Netto?

– Vandstanden står så højt oppe nu, så jeg har lige meldt til politiet, at vi lukker hele parkeringspladsen dernede. Det er simpelthen for farligt at være der, siger Klaus Rønne Jensen.

– Det skal man holde sig væk fra.

Vagthavende i Bornholms Politi bekræfter, at man har fået besked fra brandvæsnet om, at de nu spærrer Kæmpestranden af. I første omgang står brandvæsnet dog alene for afspærringen.

– Vi er ikke deroppe for at spærre af, men man skal simpelthen lade være med at køre derned og lade være med at gå ud for at kigge - det gælder hele Kæmpestranden, siger vagthavende.

Så det vil I opfordre til?

– Ja, det vil vi. Folk skal holde sig væk derfra og lade være med at lege turister, siger den vagthavende.

Distriktschefen i Netto på Bornholm, Mette Malene Jensen, oplyser til Tidende, at der i første omgang er problemer ved butikkens flaskeautomat.

– Vi har rekvireret en slamsuger, der har været ude. Han er i fuld gang og kører frem og tilbage. Men det er inden for de sidste 5-10 minutter, at det har udviklet sig, siger hun klokken 17.15.

– Brandvæsnet er i gang med sandsække, for når det kommer med den fart over kysten, så kan de ikke gøre noget nede ved kysten overhovedet.

– Flaskeautomaten har vi lukket nu. Hvis det fortsætter, så lukker vi butikken også, siger Mette Malene Jensen, der tilføjer, at butikken under normale omstændigheder ville lukke klokken 22.00.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT