Brancheforening for fiskeopdræt forstår ikke Lea Wermelins ønske

Brancheforening for fiskeopdræt forstår ikke Lea Wermelins ønske
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 9. JUN 2020 • 18:10
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
9. JUN 2020 • 18:10
HAVBRUG

Dansk Akvakultur, som er brancheforening for fiskeopdræt, forstår ikke, at miljøministeren ønsker at ”rydde op” og ændre på det kommunale tilsyn med havbrug i Danmark.

Miljøminister Lea Wermelin varslede mandag, at hun ønsker at få ryddet op i miljøtilsynet med de nuværende 19 havbrug i Danmark og lægger op til, at miljøtilsynet med havbrug i fremtiden alene skal varetages af Miljøstyrelsen, og ikke som i dag dels af kommuner, dels af Miljøstyrelsen.

Samtidig vil miljøministeren fremlægge en samlet handleplan for erhvervet. Hun har i dag tirsdag indkaldt de politiske partier til politiske drøftelser om havbrugsområdet.

Dansk Akvakultur mener, at miljømyndighederne selv har konstateret, at det kommunale tilsyn fungerer godt.

– Miljømyndighederne gennemførte i 2019 en grundig gennemgang af hele havbrugssektoren, herunder de årlige indberettede tal for netto-produktionen af fisk, foderforbruget og antibiotikaforbrug. Undersøgelsen konkluderede, at ”myndighederne har ikke konstateret eller vurderet, at der var tegn på, at havbrug har overskredet deres vilkår i miljøtilladelsen i forhold til ovennævnte forhold, der blev undersøgt”. I undersøgelsen konkluderes også, at de ”gældende regler overordnet udgør et solidt udgangspunkt og basis for fremtidig administration på området”, skriver brancheforeningen i en pressemeddelelse som en kommentar til miljøministerens udmelding om en opstramning på akvakulturområdet.

– Vi er tilfredse med, at myndighedernes gennemgang af havbrugsområdet viser, at danske havbrug følger de gældende regler, og at gennemgangen konkluderer, at vores lokale tilsynsmyndigheder hos kommunerne gør deres arbejde godt. Vi forstår derfor ikke, hvorfor miljøministeren har behov for at sætte spørgsmålstegn ved kommunernes kompetencer, siger formand for Dansk Akvakultur, Niels Dalsgaard.

Niels Dalgaard er også direktør for Bornholms Havbrug, som arbejder på at etablere et havbrug øst for Bornholm.

Omvendt ser miljøministeren på området.

I december 2019 offentliggjorde Miljø-og Fødevareministeriet en rapport om havbrugsområdet. Heraf fremgår det, at myndighederne oplever udfordringer med at føre tilsyn med havbrugene. Det skyldes blandt andet, at der ikke er præcise krav til, hvordan havbrugene indberetter eksempelvis kvælstofindholdet i foder eller opgør forbruget af biocider (kemiske stoffer der bruges til imprægnering af net). Det gør det vanskeligt at lave præcise beregninger af det enkelte havbrugs indvirkning på vandmiljøet.


Brug for ensartet tilsyn

Til Bornholms Tidende siger miljøministeren, at der er behov for at stramme op, blandt andet fordi, man i havbrugsvirksomheder ikke kan gå ud og måle direkte på for eksempel medicinrester eller hvor meget foder, der bliver brugt, og at det vil være nemmere med et samlet tilsyn.

Hvordan vil det gøre tilsynet nemmere?

– Hedensted Kommune, som er en af de kommuner, der selv fører tilsyn med sine havbrug, har efterlyst, at de kunne skubbe tilsynet over til staten, fordi de ikke har erfaringen til selv at løfte opgaven. At samle tilsynet vil kunne give en mere ensartet sagsbehandling. Det vil være de samme, der ser på alle havbrug, så de har erfaring med området og man dermed får et mere ensartet tilsyn, siger Lea Wermelin.

Samtidig fremlægger hun en handleplan for akvakulturområdet.

Hvad ændres med handleplanen?

– Det handler generelt om at stramme op, blandt andet ved driftsjournaler, og et bedre overblik over, hvad der tilføres af foder, medicin og biocider. Alt sammen for at passe på havmiljøet, siger Lea Wermelin.

Hun vil med handleplanen generelt rydde op på området.

– Det handler blandt andet om krav til indberetning og dokumentation.

Hvorfor er der ikke præcise og ensartede krav allerede i dag?

– Jeg kan bare konstatere udfordringerne. Derfor strammer vi op, siger Lea Wermelin.

Så det er mere en kritik af sagsbehandlingen end af erhvervet?

– Det er svært at pege fingeren præcis på, hvor kæden er hoppet af. Der har også været udfordringer med den dokumentation, erhvervet kunne levere. Derfor er det nødvendigt at stramme op på både tilsynsopgaven og på, hvad der skal dokumenteres. Vi er også i gang med at se på miljøgodkendelserne og placeringstilladelserne.

Dansk Akvakultur mener, at samtlige havbrug følger myndighedernes retningslinjer, herunder indberetningsskema til kvælstofudledninger, og al kontrol sker i et tæt samarbejde med myndigheder, herunder Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen, på samme måde som for alle øvrige fødevareerhverv.

Dansk Akvakultur bifalder dog samtidig en handleplan for området.

– Vi vil gerne bidrage til klarhed og gennemsigtighed omkring akvakultur-erhvervet, skriver brancheforeningen.

Dansk Akvakultur foreslår endvidere, at Miljøministeren sørger for, at alle punkter i havbrugskommissoriet bliver belyst. Der mangler fortsat en tilbundsgående undersøgelse af miljømyndighedernes sagsbehandling af havbrugenes ansøgninger om miljøgodkendelser af eksisterende havbrug og nye havbrug, ligesom havbrugskommissoriet også indebar en undersøgelse af udviklingsmulighederne for økologiske havbrug.
 

Havbrug mangler tilladelser

I efteråret 2019 indledte Miljøstyrelsen en systematisk gennemgang af placeringstilladelserne på havbrugsområdet, efter at flere undersøgelser havde indikeret, at hovedparten af de danske havbrug ikke var i besiddelse af den lovpligtige placeringstilladelse.

Miljøstyrelsen skal som ansvarlig myndighed kontrollere, at alle danske havbrug har en gyldig placeringstilladelse.

I slutningen af maj havde Miljøstyrelsen gennemgået de første syv ud af nitten eksisterende havbrug i Danmark. Et havbrug blev fundet lovligt, mens seks havbrug får mulighed for at kommentere på resultatet af Miljøstyrelsens gennemgang, inden der træffes endelige afgørelser.

Er der tale om ulovlig drift skal havbrugene enten have en ny placeringstilladelse, eller driften skal indstilles, meddelte Miljøstyrelsen 18. maj.

Miljøstyrelsen er igang med at gennemgå de resterende sager, så selve lovliggørelsesprocesserne kan sættes i gang, hvor det er nødvendigt.