Bornholms Stemmes ildsjæle får legat

Bornholms Stemmes ildsjæle får legat
Morten Friis Jørgensen, bestyrelsesformand for Hjælpefonden Journalistgården, og kanalchef for Bornholms Stemme, Anita Corpas, foran radioens domicil på Møbelfabrikken i Nexø. Foto: Bornholms Stemme
| 15. JAN 2021 • 09:53
Af:
holger-larsen

15. JAN 2021 • 09:53
ANERKENDELSE

Kræfterne bag Bornholms et halvt år gamle streamingradio, Bornholms Stemme, har fået legater på i alt 35.000 kroner for deres initiativ fra Hjælpefonden Journalistgården.

– Det er med stor interesse, at bestyrelsen for Hjælpefonden Journalistgården har bemærket det lokale medieinitiativ, siger bestyrelsesformand Morten Friis Jørgensen i en pressemeddelelse.

Hjælpefonden Journalistgården tildeler legater til kræfterne bag radioen for at have etableret app.stemman.dk med streamingradio og podcast, hvor man går efter at producere temabaseret nicheindhold efter et journalistisk koncept om, at fordybelse er en fornøjelse. Det foregår fra lokaler i Møbelhuset i Nexø.

– Vi finder initiativet bogstaveligt talt prisværdigt. Derfor har vi besluttet at uddele legat på henholdsvis 10.000 kroner til kanalchef Anita Corpas og 25.000 kroner til fordeling blandt andre gode kræfter bag etablering og drift af "stemman", siger Morten Friis Jørgensen.

Formanden forklarer, at bestyrelsen for Hjælpefonden Journalistgården har stor sympati for initiativet bag og arbejdet med den nye radio og har derfor på denne måde valgt at bakke økonomisk op om det nye lokale medie.

– Vi håber, legatet kan gøre gavn. Det er fantastisk med ildsjæle, der etablerer et nyt medie med ambitioner på Bornholm, uagtet at lokalbefolkningen i forvejen har andre medier. Sådan et vovemod fortjener helt klart støtte, siger han.

Taknemmelige modtagere

– Det er en stor overraskelse, at fonden har valgt at betænke os med denne håndsrækning. Jeg er meget taknemmelig og glad for at kunne videregive disse legater, som jo på alle måder er et skulderklap til de aktive kolleger på "stemman", siger kanalchef Anita Corpas i pressemeddelelsen.

Hun forklarer, at flere frivillige med stort engagement har bidraget med for eksempel radioteknisk kunnen, it-færdigheder og en række færdige programmer.

Legaterne er uddelt individuelt og er uden yderligere betingelser. Men fondsbestyrelsen ser gerne, legaterne komme radioens aktiviteter til gavn.

– Det giver håb om, at vi også i 2021 kan fortsætte med skabe lytteværdigt indhold på vores streamingkanal, siger Anita Corpas.

 
 

Journalistgården

Hjælpefonden Journalistgården er etableret af Dansk Journalistforbunds Kreds 1 i 1996 med udgangspunkt i drift af en udlejningsejendom af lejligheder til ældre journalister i København NV.

Ejendommen er imidlertid solgt fra og om- og udbygget til et tidssvarende "grønt kollegium" med boliger til omtrent 40 studerende.

Fondens formål er i dag alene at yde social støtte til danske medborgere, og med fondens økonomiske og historiske udgangspunkt har fonden især fokus på personer bag journalistik, formidling og kreativt indhold i medie- og kommunikationsverdenen mv.