Miljøministeriet har med miljøminister Lea Wermelin (S) i spidsen inviteret landets kommuner til at deltage i en konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune. Ideen er, at kommunerne skal omfavne, hylde og dyrke den vilde natur til fordel for natur og biodiversitet. Bornholms Regionskommune har meldt sig som deltager, fremgår det af en pressemeddelelse.
Med sin deltagelse vil kommunen gøre indsatsen for at beskytte naturen og biodiversiteten endnu mere synlig og nærværende for så mange som muligt. Desuden kan konkurrencen være med til at kickstarte arbejdet med at sætte handling bag ordene i Bornholms kommende naturpolitik, mener formand Leif Olsen (SF) fra natur- og miljøudvalget.
– Vi er en kommune, der i mange år har arbejdet med at bevare og fremme natur og biodiversitet, så vi er allerede en ret vild kommune med rigtig meget natur, men vi vil gerne være endnu vildere, siger han i pressemeddelelsen.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at naturen på Bornholm har brug for endnu mere plads for at bevare og styrke biodiversiteten. Det kan den få overalt med en fælles indsats fra kommune, stat, borgere og erhvervsliv i skove, på landbrugsarealer, langs kysterne, i parker, langs veje og i haver.