Et plaster på et åbent sår i Sose

Jesper Dollerup Merved

Journalist

Det er et tiltrængt fremskridt, at der endelig er kommet en kompensationsmodel for landanlægget. Men stive grænser på 300 meter og lave beløb risikerer at skabe mere frustration end retfærdighed.

Så kom der skub i tingene. Omsider.

Efter flere års opslidende ventetid og tunge skygger over lokalsamfundet på Sydbornholm foreligger regeringens udspil til nabokompensation for Energiøens landanlæg endelig.

Det er i sig selv en lettelse. Usikkerhed er det værste at leve med, og at klimaminister Samira Nawa (R) nu lægger op til hurtigere afklaring, så naboerne slipper for at vente på erstatning til efter, at anlægget er bygget, er et tiltrængt skridt i den rigtige retning.

Men når man dykker ned i de konkrete tal i udspillet, lader modellen altså alvorligt meget tilbage at ønske.

For det første handler det om beløbenes størrelse. Når staten og Energinet ruller et gigantisk landanlæg ud over et 100 hektar stort areal ved Sose – med enorme transformerstationer, støj, lys og permanent forringelse af naturen – virker engangsbeløb på mellem 100.000 og 200.000 kroner mere som et plaster på et åbent sår end som en reel genopretning. Det opvejer slet ikke det faktiske tab på ejendomsværdien eller de menneskelige omkostninger ved at få så massiv en nabo i baghaven.

For det andet er selve afgrænsningen helt skæv.

Regeringen lægger op til, at man skal bo under 80 meter fra anlægget for at få ret til opkøb, mens al økonomisk kompensation kapper brat ved 300 meter. Men støj, visuel dominans og forringet livskvalitet stopper altså ikke ved en 300-meters-grænse - hvor ingen engang har ulejliget sig med at afklare, om målebåndet tæller fra matriklen, hegnet eller den nærmeste husmur.

Resultatet risikerer at skabe dyb frustration i lokalsamfundet, hvor naboer på hver sin side af en vilkårlig streg står tilbage med vidt forskellige vilkår, selvom de kigger ud på nøjagtigt det samme kæmpeanlæg.

Det er godt, at køreplanen endelig er i gang, for naboerne i Sose har ventet alt for længe. Men når udspillet nu skal forhandles i Folketinget, må politikerne indse, at man ikke kan måle rimelighed med en 300-meters lineal. Her må vi også forvente, at Lea Wermelin (S) og Peter Juel-Jensen (V) vil tale naboernes sag, så de ikke på ny skal føle sig kørt over af den store nationale maskine.

Hvis Energiøen skal have bare en flig af lokal opbakning, kræver det en model, der i langt højere grad afspejler den reelle virkelighed.

Det opvejer slet ikke det faktiske tab på ejendomsværdien eller de menneskelige omkostninger ved at få så massiv en nabo i baghaven