Børnene står for over en tredjedel af coronasmitten

Børnene står for over en tredjedel af coronasmitten
Hvis dit barn er mellem 5 og 11 år, kan du nu tage barnet med på vaccinationscenteret, hvor de kan få enten pfizer- eller moderna-vaccinen. Det er frivilligt og gratis. Foto: Berit Hvassum.
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 9. DEC 2021 • 10:45
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
9. DEC 2021 • 10:45

Den seneste uge har budt på rekordhøj smitte på Bornholm. Det er især i den yngre gruppe af befolkningen, at coronasmitten florerer.


Aldrig har smitten været så høj på Bornholm, som den er lige nu. Onsdag blev 66 konstateret smittet med corona på Bornholm, hvilket er en højdespringer af en kedelig rekord. De seneste syv dage har der været 227 bekræftede smittetilfælde på Bornholm, og tal fra Statens Serum Institut viser, at over en tredjedel af de smittede er børn. 71 ud af de 227 bekræftede coronatilfælde er mellem 6 og 11 år. Ydermere er der 11 smittede fra 3 til 5 år.

Den nyeste gruppe, der kan få vaccine mod corona, er netop de 5-11-årige, hvor man altså også ser en høj smitte. Siden slutningen af november har det været muligt for den yngre aldersgruppe at få en vaccination mod corona.

– Børn bliver sjældent alvorligt syge af covid-19, men vaccinerede børn er med til at mindske smitten. På den måde er de med til at passe på de ældre og sårbare familiemedlemmer, der ikke er vaccinerede eller har lavere effekt af vaccinationen, skriver Sundhedsstyrelsen på deres hjemmeside.

Hjemsendelse eller ferie

På Bornholm har man i den seneste uge set smitteudbrud på to skoler, hvor begge skoler har set sig nødsaget til at sende flere klasser hjem. Bornholms Frie Idrætsskole sendte deres børnehaveklasse hjem, da godt halvdelen af klassen var smittet med corona. Senest besluttede Rønne Privatskole, på baggrund af indberetninger om smittede elever, at holde flere klasser hjemme. Tidende skrev onsdag, at de havde 21 smittede elever samt én lærer.

Onsdag aften kunne statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde fortælle, at skoleelever sendes på tidlig juleferie på anbefaling fra sundhedsmyndigheder. Den 15. december starter elevernes juleferie, og den slutter 5. januar. Den tidlige hjemsendelsen gælder dog ikke elever i specialskoler og specialklasser.

Smitten på Bornholm rammer udover børnene mest aldersgruppen 40-64 år, hvor 66 bekræftede tilfælde er fundet den seneste uge. Tendensen på Bornholm er ligesom på landsplan, er det er børnene, der lige nu bliver smittet med corona. Incidenstallet på Bornholm er i skrivende stund 574 smittede per 100.000 indbygger.