Biva opgiver at finde køber

| 29. AUG 2013 • 12:49
Af:
Christina Nordvang Jensen/ Berlingske Business

29. AUG 2013 • 12:49
Biva, der slår sig på at være Danmarks billigste møbelbutik, lukker nu samtlige butikker. Efter konkursen i juni har der ikke været nogen, der har bidt på Bivas salgstilbud.

I 2011 købte Biva Tæppeland for 40 mio. kr., så da konkursen ramte, røg tæppefirmaet med i faldet. Men Tæppeland var heldige at blive solgt efter tre uger til det norske selskab, Inhome Tæppeland, og redde sig ud af konkursen.

Det samme havde man håbet for Biva. Der har ellers været stor interesse for møbelfirmaet, der i begyndelsen fik mange henvendelser fra interesserede købere. Men ingen har været klar på at hive det rigtige beløb op af lommen.

»De køberhenvendelser vi har fået, har udelukkende gået på varelageret og ikke på at overtage medarbejdere og lejemål. De bud, vi har fået, har været for lave i forhold til, hvad vi selv kunne sælge et varelager for. Det var en bedre forretning for os at holde butikkerne åbne, indtil varelageret var tomt,« siger Lisa Bo Larsen, kurator i advokatfirmaet Kromann Reumert.

Og i perioden, hvor butikkerne har været åbne, har man også krydset fingre for, at en køber ville slå vejen forbi.

»Vi har hele tiden håbet på, at der kom en køber, der ville overtage butikker og medarbejdere. Men det er der ikke kommet. Og nu har vi altså ikke flere varer, så vi bliver nødt til at lukke ned og fritstille de sidste medarbejdere,« forklarer Lisa Bo Larsen.

De sidste sofaer og reoler er ved at være solgt, og inden ugens udgang regner Lisa Bo Larsen med, at de sidste butikker lukker.

Biva opnåede deres første butik i Odense i 1982.