Bedemand: Det er frygteligt at fysisk omsorg er suspenderet

For bedemand Anne Langskov og hendes ansatte stiller coronakrisen nye krav til en i forvejen udfordrende hverdag.

For ejeren af Nexø Bedemandsforretning er det ikke sikkerhedsdragten og mundbindet, der trækker de største veksler på det mentale overskud, som er en forudsætning for at arbejde som bedemand.

Det er fraværet af fysisk kontakt. Muligheden for at give et kram eller bare et formelt håndtryk. Men den slags omsorg er ikke tilladt, så længe sundhedsmyndighederne vurderer, at risikoen for at blive smittet med covid-19 fortsat eksisterer.

Kirkerne blev lukket samtidig med skolerne, undtagen for begravelser og bisættelser. Men også her er der restriktioner, og der skal holdes afstand i en tid, hvor behovet for fysisk kontakt er allerstørst.

– Det er frygteligt, at man skal undgå fysisk berøring med de efterladte. Det er så stor en del af min måde at arbejde på, at man lige kan lægge en hånd på den efterladtes hånd eller lægge en hånd på skulderen, siger Anne Langskov.

Afskedsceremoni uden bedemand

Langt de fleste samtaler med de efterladte føres i denne tid på telefonen. Og det gør kun ondt værre for Anne Langskov.

– Jeg er jo vant til at kunne se folks ansigter, når jeg tale med dem se dem i øjnene.

Den form for kommunikation er suspenderet. Alt er vendt på hovedet og vil blive ved med at være det, indtil regeringen åbner kirkerne igen.

– Vi afhenter de afdøde på plejecentrene eller i deres hjem eller på hospitalet uden at have kontakt med de pårørende. De har taget afsked med den afdøde, inden vi kommer frem, siger Anne Langskov.

 

Kirken og corona

Ved begravelser og bisættelser må der maksimalt være én person per fire kvadratmeter gulvareal i kirkens skib

Biskopperne opfordrer til så få deltagere som muligt

Kirken skal opsætte informationsmateriale fra Sundhedsstyrelsen om hygiejneråd

Præsten og kirketjeneren giver ikke hånd.

Vand og sæbe eller håndsprit skal så vidt muligt være til gængeligt i kirken

Folkekirken tillader, at man kan lade den afdøde kremere og vente med at afholde mindehøjtidelighed med jordpåkastelse til senere

Kilde: Kirkeministeriet, DR og folkekirken.dk

 

Kirken har lempet reglerne

I dag ankommer bedemanden til afhentningsstedet, ifører sig sikkerhedsdragt, handsker og mundbind og ruller kisten ind i det rum, hvor afdøde ligger, uden at have kontakt med hverken personale eller pårørende.

Afdøde lægges i kisten og køres ud i rustvognen, og derefter tager bedemanden sikkerhedsdragten af og lægger den i en affaldspose sammen med de øvrige værnemidler. Derefter køres kisten til krematoriet eller til kirkens kapel som normalt.

Selve bisættelsen er også omgærdet af nye rutiner. Deltagerne må ikke give hånd til præsten, og man skal sortere i deltagerlisten, for på Bornholm er der højest plads til 30 personer i den største kirke, hvis Sundhedsstyrelsens retningslinjer om fysisk afstand skal overholdes.

– Det er svært for et menneske i sorg at sortere fra. Jeg plejer at sige, at de skal invitere dem, der er allervigtigst for dem selv, siger Anne Langskov.

Folkekirken har på sin side lempet på reglerne og tillader nu jordpåkastelse ved urnenedsættelsen i stedet for ved bisættelsen. Det har fået flere pårørende til at udsætte urnenedsættelsen, til kirkerne åbner igen, fortæller Anne Langskov.

– Det er rigtigt, at vi kan udføre jordpåkastelsen i forbindelse med urnenedsættelsen indtil forsamlingsforbuddet ophæves, bekræfter Johannes Gregers Jensen.


Ekstremt hensynsfulde

Han er provst på Bornholm og fortæller at det er op til den enkelte præst at sikre, at afstandskravet overholdes, så bisættelsen kan gennemføres på en sikker og værdig måde.

– Der er plads til 30 mennesker i Rønne Kapel, men det er op til præsten at vurdere fra gang til gang. Det kan godt være at han vil sige, at der måske kun skal være 12 til stede ved en bisættelse, og så må familien fra Nordjylland komme på et senere tidspunkt, siger Johannes Gregers Jensen.

Både han og Anne Langskov oplever både stor forståelse og hensynsfuldhed fra de pårørende, især fra ældre borgere.

– Det er en generation, som er ekstremt hensynsfulde, og her er det faktisk kirkens opgave at sikre, at de føler sig inkluderet, siger Johannes Gregers Jensen.

På samme måde har Anne Langskov kun mødt forståelse fra de pårørende, som hun nu skal tale med via skype og facetime.

– Det kan de sagtens forstå. Vi kommer igennem det. Men jeg glæder mig til det bliver hverdag igen.