Andreas Grosbøll om at flytte uddannelsesledelsen til København: Jeg er bekymret for, hvad det betyder for Bornholm

UDDANNELSE

Andreas Grosbøll var i knap tre år uddannelsesleder på lærer- og pædagoguddannelsen på Bornholm, indtil Københavns Professionshøjskole for nyligt fyrede ham over et videomøde på computeren. Bornholms Tidende har mødt Andreas Grosbøll til en snak om, hvad han tager med sig fra sin tid som uddannelsesleder, hvad der er særligt ved uddannelserne på Bornholm, og hvordan han ser på beslutningen om, at lærer- og pædagoguddannelsen nu skal ledes fra København.

Hvad synes du, du bidrog med i de år, du var leder af lærer- og pædagoguddannelsen på Bornholm?

– Det startede jo med en proces omkring det at flytte sammen med nogle andre uddannelser. Der var utroligt fredeligt på Snorrebakken, og så flyttede vi ind i et mylder, hvor vi hele tiden skulle koordinere med især sundhedsskolen og så de øvrige uddannelser. Det var en helt konkret opgave, som har fyldt en del. Så har jeg arbejdet med at implementere en ny studieordning på pædagoguddannelsen og komme i gang med at øge vores aktiviteter ovre og på efter- og videreuddannelsen. Jeg har sørget for at sikre, at vi havde nogle kontakter, som jeg trak på, og jeg havde øret på græsset her på Bornholm for at finde ud af, hvad det var for nogle ting, der blev efterspurgt. Og så har jeg arbejdet meget for at skaffe folk ind på uddannelserne, hjælpe dem med at søge ind og komme i gang og hjælpe dem undervejs på uddannelsen.

Hvad gjorde du for at få flere til at søge ind?

– Det gjorde jeg ved at italesætte uddannelsen mere højlydt. Både lærer- og pædagoguddannelsen og efter- og videreuddannelsen. Der er det jo med at få fat i dem, der allerede er uddannede og er i arbejde. Så er det selvfølgelig også et spørgsmål om at have kontakt til kommunen, som jo er en ret stor arbejdsgiver på det her område, privatskolerne, privatinstitutionerne, og høre, hvad det er, de kunne finde på at efterspørge. Så har jeg arbejdet på at få kunder nok til, at man kunne udbyde de enkelte moduler på Bornholm. Der har været et konstant øgende aktivitetsniveau i de år, jeg har været der. Der er kommet flere kunder i biksen og flere tilbud på uddannelserne.


Hvordan var det at være uddannelsesleder for både læreruddannelsen og pædagoguddannelsen?

– Ja det har jo været lidt livligt. Man skal kunne navigere i mange ting samtidig, og det har jo givet nogle udfordringer, fordi der har været mange møder for lærer- og pædagoguddannelsen samtidig, fordi alle ledere i Københavns Professionshøjskole har været samlet, hvor jeg så også skulle dele min opmærksomhed mellem to uddannelser for at være sikker på, jeg fik det relevante med fra de diskussioner, der var fra begge uddannelser. Det har jo også betydet, at man har måttet prioritere noget fra det ene sted og noget til det andet sted engang i mellem, men det har været sjovt, og det har gjort, at vi kan noget andet herovre på Bornholm. Det at være et lille uddannelsessted er specielt, og nu er Københavns Professionshøjskole et meget stort uddannelsessted med nogle meget store campusser rundt omkring, hvor Bornholm er den eneste af sin art. Så jeg har kunnet oversætte nogle ting fra den ene lille uddannelse til den anden lille uddannelse, fordi det kun er mig, der har siddet med det.

Hvordan har det været at være lokal uddannelsesleder under Københavns Professionshøjskoles ledelse?

 

Jeg har måttet knokle for og lave bro ind alle mulige steder, fordi folk ikke nødvendigvis vidste, at der var en uddannelse på Bornholm

 

– Jamen, det er sådan lidt blandet. Jeg startede jo, mens det var UCC, og så blev man sammen med Metropol til Københavns Professionshøjskole. Det gav jo nogle flere muskler. Der kom simpelthen mere volume, og man kan også sige, at lige pludselig var uddannelse også samlet, hvor der førhen var noget i UCC og noget i Metropol, så var det lige som samlet. Så kunne man også se, at det var nemmere, hvis man sikrede sig kontakterne, at køre det igennem. Det har jeg måttet knokle for og lave bro ind alle mulige steder, fordi folk ikke nødvendigvis vidste, at der var en uddannelse på Bornholm. Det gav også nogle muligheder. Der var langt flere penge, så man kunne søge om nogle ting og få det herover. Samtidig blev det også mere fjernt, og der er blevet mere søjletænkning.

Hvordan mærkede du det?

– Det blev meget tydeligt, at jeg skulle placeres i én af uddannelserne sådan rent ledelsesmæssigt. Hvor jeg egentlig var lidt mere flydende under UCC og hoppede ind og ud af ledermøder på lærer- og pædagoguddannelserne, hvis det foregik samtidig, så var jeg nu knyttet til pædagoguddannelsen per definition og var lidt mere en appendiks på læreruddannelsen.

Hvordan var det?

– Det gør det mere besværligt. Det har gjort, at jeg har skullet bruge tid på at sidde til nogle møder, hvor jeg i tidligere tider havde tænkt, ”nå, nu snakker de meget københavnerforhold, som ikke har noget med mig at gøre, nu går jeg over på den anden uddannelse”. Det blev sværere. Det blev mere i søjler, hvor der er en læreruddannelse og der er en pædagoguddannelse, og de er fjernere fra hinanden. Og så har jeg oplevet, at Københavns Professionshøjskole tænker meget i, hvordan man implementerer strategier ned igennem hele systemet, og hvordan man gør sig spilbare i forhold til de store fonde. Der er fonde, der smider rigtig mange penge efter hele området, også uddannelsesområdet på lærer- og pædagoguddannelserne, og også helt ned i daginstitutioner og lignende for tiden. Der gearer man Københavns Professionshøjskole meget til at være en institution, der er spilbar på det område, og så synes jeg, vi bevæger os lidt væk fra, at vi faktisk er sat i verden for at lave en grunduddannelse, hvor der ligger nogle helt faste elementer for lærere og pædagoger. Der oplever jeg, at der sker lidt et skred.

 

Man begynder at tænke i, at det vigtigste er, at man for eksempel kan implementere nogle elementer, der gør fondene glade. For eksempel Playful Learning, som bliver dikterende for noget af det, der foregår på institutionerne

 

Hvordan?

– Jamen man begynder at tænke i, at det vigtigste er, at man for eksempel kan implementere nogle elementer, der gør fondene glade. For eksempel Playful Learning (et partnerskab mellem alle landets professionshøjskoler og LEGO-fonden, red.), som bliver dikterende for noget af det, der foregår på institutionerne. Der oplever jeg, at Københavns Professionshøjskole spiller meget på den bane, og jeg oplever, at grunduddannelserne bliver sat en lille smule på sidelinjen i den proces.

Hvad betyder det for uddannelserne?

– Jamen det gør måske, at der ikke er plads til, at Bornholm er en lille skæv enhed, som løber rundt og håndholder nogle ting og lige drejer på nogle andre knapper for at få det til at passe godt sammen, så det var til gavn for grunduddannelserne, og hvor de studerende på Bornholm kom ud med rigtig fine resultater.

 

Jeg synes ikke nødvendigvis, der er nogen decideret sammenhæng mellem kvalitet og ensartethed, så jeg synes, det har været svært at finde ud af, hvad det egentlig er, de mener med kvalitet

 

Københavns Professionshøjskoles argument for den omorganisering og nedlæggelsen af din stilling er, at man vil gøre mere for at hæve kvaliteten og skabe ensartethed mellem uddannelserne. Hvad tænker du om det?

– Jeg synes ikke nødvendigvis, der er nogen decideret sammenhæng mellem kvalitet og ensartethed, så jeg synes, det har været svært at finde ud af, hvad det egentlig er, de mener med kvalitet. For er kvalitet lige netop, at man har en uddannelse på Bornholm, der en til en svarer til den i København? Vi skal selvfølgelig sikre os, at der er sammenhæng mellem studieordningerne og studieplanerne. Vi kører fuldstændig de samme studieordninger på Bornholm, som man gør i København, men nogle gange vinkler vi det lidt, drejer en lille smule på nogle ting, for at det går op herovre. Det ærgrer mig, at cheferne på Københavns Professionshøjskole har fået formuleret det som om, at vi har et kvalitetsproblem på Bornholm nu. Det kan jeg simpelthen ikke genkende. Jeg kan ikke finde noget data, der understøtter det, så jeg håber, de mener noget andet. Altså at de har en anden forestilling om, hvad kvalitet er. Jeg har aldrig været hevet ind på tæpperne i København og fået at vide, at der skulle strammes op her på Bornholm, fordi vores kvalitet er dårlig. Det er den heller ikke. Vi har nogle hamrende dygtige undervisere herovre, så jeg er ærgerlig over, at det bliver talt ned. Både på vores studerende og vores underviseres vegne. Det er ikke rimeligt, og det er heller ikke rigtigt.

Hvad tror du så, det handler om, når du siger, at der ikke er evidens for, at kvaliteten halter?

– Jamen, at få en mere strømlinet organisation, der er parat til at indgå partnerskabsaftaler både den ene og den anden vej.

Har du da strittet imod det som uddannelsesleder?

– Nej. Jeg vidste godt, der blev arbejdet med de ting, og jeg har jo hele tiden prøvet at spille Bornholm ind der, hvor jeg synes, det gav mening. Når de siger, der er noget med kvaliteten, så kan jeg jo kigge i data og sige, jamen der er ikke noget galt med den kvalitet, vi leverer på grunduddannelsen. Vi har ikke større frafald, vi har mindre. Vi har lige så gode karakterer, om ikke bedre, og det er jo ikke os på Bornholm, der sidder og giver karakterer. Det er jo et censorkorps, der kommer fra hele landet på fuldstændigt lige vilkår som alle andre. Dimmitendtilfredsheden og tilfredsheden med undervisningen af uddannelsen herovre er større end den er i København. Medarbejdertilfredsheden er større, end den er i København. Så den del af kvaliteten, som jeg kender til og har styret efter, og som jeg mente var en del af min ledelsesportefolio at holde øje med, er der ikke noget at komme efter. Så derfor må de mene noget andet. Og det ved jeg så ikke, hvad præcis er.


Hvad tænker du om, at der fremover ikke skal være en lokal uddannelsesleder på lærer- og pædagoguddannelsen på Bornholm?

– Jeg er bekymret for, hvad det betyder for Bornholm. Jeg er bekymret for, hvad det betyder for vores ansøgertal på læreruddannelsen. Jeg har haft meget håndholdt studievejledning for folk, der ønsker at søge ind på læreruddannelsen og har brugt meget tid på det. Jeg plejer at sige, at jeg jo nærmest kæmper fra hus til hus for hver enkelt lærerstuderende, vi har herovre, fordi der ikke er det høje ansøgertal, og folk kommer med nogle anderledes baggrunde. Det er ikke folk, der kommer direkte fra en studentereksamen, der søger ind på læreruddannelsen på Bornholm. Det er folk, der har lavet alt muligt andet i deres liv. Som har deres liv og familie herovre og så af den ene eller anden grund vælger at omskole sig.

Hvor lander opgaven med at hjælpe de ansøgere, når der ikke er en lokal uddannelsesleder?

– Det lander i København. Det var allerede mere eller mindre besluttet på forhånd, at studievejledningen skulle ligge som en central enhed under Københavns Professionshøjskole. Da det blev besluttet, at man ville centralisere studievejledningen, stod der en linje om, at man skulle se på Bornholm, og det er der så ikke på noget tidspunkt blevet gjort, selvom jeg har rykket for det og spurgt, hvad det betyder på Bornholm. Nu tænker jeg, at det betyder, at studievejledningen er i København.

 

Det betyder, at vi sikrer os, at vi hele tiden uddanner nogen til skolerne herovre

 

Hvad tænker du om det?

– Det, tænker jeg, gør det meget svært for de kommende ansøgere, som har brug for ret håndholdt indsats for at kunne søge ind.

Hvorfor bliver det svært?

– Fordi København ikke nødvendigvis prioriterer, at den enkelte ”Leif” hos os kommer ind på uddannelsen. Altså at der skal tænkes på og bruges tid på den individuelle ansøger. De optager jo i hobetal i København, og vi optager 15-18 stykker.

Hvor var lærer- og pædagoguddannelserne på Bornholm på vej hen, da du blev opsagt?

– Læreruddannelsen var der, hvor den jo har den særlighed, at den både har en kobling til København, hvor de studerende deltager i undervisningen i København, de har fysisk undervisning herovre, og de har undervisning på net. Så derfor er de studerende lidt fragmentarisk opkoblede på læreruddannelsen. På pædagoguddannelsen var vi i gang med, og det kan forhåbentlig fortsætte, at koble os tættere på praksissen, altså på institutioner og lignende på Bornholm. Og tættere på at arbejde med at få en bedre kobling på vores praktikker, altså tættere på praksisfeltet og gøre praksisfelten stærkere i forhold til at være et uddannelseselement, som de jo er. De pædagogstuderende er jo ude i cirka en tredjedel af deres tid i praktik, så det er jo et væsentligt uddannelsesrum. Det var vi i god dialog om, og det fortsætter forhåbentlig, da vi jo altså har en del ansatte på pædagoguddannelsen herovre, som kan fortsætte det arbejde. Det er dygtige folk, så det skal nok holde ved.

Hvad betyder de her to uddannelser for Bornholm?

– Det betyder meget. Det betyder, at vi sikrer os, at vi hele tiden uddanner nogen til skolerne herovre. Det er en udfordring på Bornholm, at der ikke altid er så mange ansøgere til stillingerne, og når man ansætter en lærer, så skal man jo synes, at det er en dygtig lærer, men de skal også gerne have en ønsket fagkombination. Så jo større udbud der er af uddannede lærere, jo bedre er det. Man skal også gerne have ansøgere ovre fra, men man skal sikre sig, at der hele tiden er en leverance lokalt, hvor der kommer nogle lærerdimittender ud til at søge stillingerne.

 

Det meste af årgangen på læreruddannelsen og en del af årgangen på pædagoguddannelsen her ville ikke søge ind, hvis der ikke lå en uddannelse lokalt.

 

Hvorfor er det vigtigt at have uddannelserne her på Bornholm?

– Jamen, det er det, fordi de studerende er anderledes herovre, end de er i København. Det meste af årgangen på læreruddannelsen og en del af årgangen på pædagoguddannelsen her ville ikke søge ind, hvis der ikke lå en uddannelse lokalt. Det ville de ikke, fordi de har etableret sig med familie på Bornholm. De river ikke børn op med rode i 3.-4. klasse, fordi de skal over og læse til pædagog nogle år for så at vende tilbage. Det sker ikke. Så der vil være færre, der bliver uddannet, hvis der ikke er uddannelsesinstitutioner herovre. Der er jo begyndende mangel på pædagoger og lærere, også på Bornholm, så det er alfa omega, at vi har uddannelserne her. Ellers skal man trække endnu flere folk ind ovre fra, og det er jo ikke nødvendigvis sådan, at man oplever rigtig mange ansøgere fra den anden side af vandet, når man slår lærer- og pædagogstillinger op.

Hvad tager du med dig fra din tid som uddannelsesleder?

– Det har været skidesjovt. Det kan man jo altid tage med sig. Og så kan jeg jo konstatere, at jeg har ramt nogenlunde inden for skiven på nogle områder, i forhold til det, som folk har lagt mærke til, nu hvor jeg ikke skal være der længere. Det, de fremhæver, som jeg har betydet, er nogle ting, jeg er glad for bliver fremhævet. Det med at være der og hjælpe og få det til at hænge sammen, så vi har en god kvalitet på uddannelsen, men kan gøre det på en måde, så vi kan rumme de studerende, vi har, på en måde, hvor de kommer godt igennem. Så er der de samarbejdspartnere, jeg har haft, som har fremhævet, at det var positivt, at jeg havde de her skæve vinkler, som jeg tog med ind i arbejdet. Det, synes jeg, er et skulderklap af dimensioner.