Som nævnt var husene en gave til Bornholm efter 2. verdenskrig, og tiden har sat sine spor. Nogle huse er utætte og kræver energiforbedringer, og det kræver særlige løsninger, fordi deres konstruktion adskiller sig fra det typiske danske byggeri.
Tagene udgør en betydelig udfordring, da det kan føre til fugtskader og forringet indeklima, hvis man anvender forkerte materialer. Derfor vil man bruge materialer af biologisk oprindelse og på den måde bevare bygningernes evne til at håndtere fugt, hvilket forhindrer skimmelvækst og sikrer et sundt indeklima.
Det hele sker i et samarbejde mellem Realdania, regionskommunen og beboerne i svenskehuskvarteret. Kommunen bidrager med sin viden om husenes historie, konstruktion og bevaringsværdi og hjælper med at videreformidle information, og beboerne sætter ord på de ønsker, de har til vedligeholdelse og forbedring af husene.
Give viden videre
Projektet i Nexø er en del af Realdanias indsats "Kulturmiljøer former Fremtiden", som hjælper kommuner og borgere over hele Danmark med at bevare og udvikle kulturmiljøer eller boligkvarterer med særlige værdier.