Ikea på Bornholm: Det sælger vi mest af

Ikea på Bornholm: Det sælger vi mest af
Ikeas klik og hent-service har været en stor succes, og mange bornholmere låner en gratis trailer når de kører varerne hjem. Pressefoto
NYHED | ABONNENT | 22. DEC 2022 • 05:30
Af:
Anders Liljeroth
NYHED | ABONNENT
22. DEC 2022 • 05:30

SA Service blev væltet omkuld ved første sending.

 

Lige inden coronapandemien fik fat i landet i begyndelsen af 2020, gik den svenske møbelgigant Ikea ud med et nyt tilbud til bornholmerne. Rønne var udvalgt som en af 37 danske byer, hvor det blev muligt for kunderne at modtage varer, som de har bestilt på nettet. Det sker med kædens nye klik og hent-service, som skal gøre det let at få leveret varer fra butikken tættere på sin bopæl.

– Bornholmerne har af gode grunde altid haft langt til Ikea, så jeg glæder mig over, at vi nu gør det langt nemmere for vores kunder på solskinsøen at få adgang til Ikeas sortiment, sagde Mads Satsman-Nørhede, varehuschef i Ikea Taastrup, dengang i en pressemeddelelse.

Da den nye service begyndte, kunne kunderne kun hente deres varer i Rønne hos Ole Holm Transport, men siden februar i år har Ikea udvidet deres service til også at omfatte Nexø. Her blev det muligt at hente bestilte varer hos SA Service på havnen i Nexø, der ved den første sending blev fuldtstændig væltet omkuld, da der ankom 19 paller varer fra møbelvirksomheden. Og bornholmerne er stadig glade for at slippe for at køre turen til Ikea-varehusene på Sjælland eller i Sverige. Det fortæller Christian Mouroux Pedersen, der er kommunikationschef i Ikea.

– Begge udleveringssteder, Rønne og Nexø, benyttes flittigt, og især her i december mærker vi en øget efterspørgsel efter Ikea-produkter på Bornholm, siger han.

 

En gratis trailer

I august måned udvidede Ikea deres service på Bornholm, idet de sammen med virksomheden Freetrailer nu giver mulighed for at kunderne kan låne en trailer til at køre deres indkøbte varer hjem.

Systemet fungerer sådan, at kunderne via en app kan booke en trailer, så den står klar, når de kommer og henter deres Ikea-varer. Traileren kan også benyttes til alt muligt andet, for koncernens mål med de gratis trailere er deleøkonomi - og derfor opfordrer Freetrailer til, at man også bruger dem til en masse andet end varer fra Ikea.

En trailer kan der dog godt være behov for, når man ser på hvilke varer fra Ikea, der især er populære hos de bornholmske kunder.

– Generelt er det opbevaringsprodukter og møbler til soveværelset inklusive madrasser, som vi sælger mest af på Bornholm, lyder det fra Christian Mouroux Pedersen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT