Troens kamperfaring

Torsdag. Umiddelbart skulle man tro, at al fristelse er imod Guds vilje. Men vi skal lægge mærke til, at det er Ånden, der fører Jesus ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Gud frister ingen. Men han tillader, at Fjenden driver på med sine fristelser.

Det gør han af samme grund, som en fodboldtræner sender sine spillere i kamp. Kampe giver risiko for skader eller nederlag. Men kun ved at kæmpe bliver spillerne erfarne og har mulighed for at vinde.

Det samme gælder for Jesus og os. I ørkenen, ved Cæsarea Filippi (Matt 16,22-23), i Getsemane (Matt 26,36-46) og på Golgata (Matt 27,40) måtte Jesus ind i kampen ikke kun for sig selv, men for hele verden. Konsekvenserne havde været fatale, hvis Jesus havde tabt, men uden kamp havde nederlaget været en realitet.

Når jeg bliver fristet, er det en del af Guds kamp for at vinde mig. Fristelsen opstår, når Gud lader mig se, at noget, jeg har lyst til, er imod hans vilje. Derfor er et liv borte fra Guds ord og vilje behageligt fri for fristelse. Det liv holder Fjenden sig på afstand af, for her ved han, at han har vundet uden kamp. Mødet med Gud og hans Ånd fører til kamp mod at falde for fristelsen.

Den kamp giver to erfaringer: Når jeg falder, får jeg en erfaring af, at Fjenden er langt stærkere, og jeg er langt svagere, end jeg troede. Men dette kan også blive en erfaring af, at Guds tilgivelse gælder uafkortet. Når jeg modstår fristelsen, får jeg en erfaring af, at Gud virker i mig med sin Ånd og styrker min tro på og afhængighed af ham. Så er fristelsen ikke god i sig selv, men Gud bruger den til noget godt, nemlig at styrke min tro på ham.

Matt 4,1-11