Jyske Bank har set renteindtægter og overskud skrumpe i 2026
Kunderne i Jyske Bank har en robust økonomi trods geopolitisk usikkerhed, siger ordførende direktør.
Jyske Bank har haft renteindtægter for 4,3 milliarder kroner i første halvdel af 2026.Det er knap 130 millioner kroner mindre end i den tilsvarende periode sidste år, viser regnskabet onsdag.
For anden gang i træk er renteindtægterne faldet i første halvår.
Banken har også set sit overskud efter skat skrumpe med nogenlunde samme beløb til 2,4 milliarder kroner.
Til gengæld er gebyr- og provisionsindtægterne vokset i perioden. Her er det omvendt anden gang i træk, at indtægterne er vokset i første halvår.
Lars Mørch, der er bankens ordførende direktør, er tilfreds med, hvordan tingene har udviklet sig.
- Generelt står vi stærkt i markedet. Samtidig oplever vi positive markedsforhold, høj beskæftigelse og husholdninger med sund privatøkonomi - trods den geopolitiske usikkerhed, siger han i en kommentar.
- Vores kunders økonomiske situation er generelt robust, og vi er godt rustet til at hjælpe dem.
Den ordførende direktør siger videre, at han kan se, at bankens strategi og tilgang virker.
- Vi er hver dag fokuserede på at styrke relationen til kunderne og er derfor glade for, at vi oplever flere kunder, der vælger os til. Det kræver en ihærdig indsats rådgivningsmæssigt, digitalt og strategisk.
Bankens samlede udlån og garantier var stort set uændrede med 589 milliarder kroner ved udgangen af juni.
Til sammenligning lød beløbet på 590,3 milliarder kroner i første halvdel af 2025.
Banken forventer et resultat efter skat på 4,3-5,1 milliard kroner for hele året.
Jyske Bank blev grundlagt i 1967 og har i dag 82 afdelinger i Danmark og en i Hamburg i Tyskland, mere end 130.000 aktionærer og cirka 3800 ansatte.
Jyske Realkredit, Jyske Finans og Jyske Invest er datterselskaber til Jyske Bank.
RITZAU
