Ukrainsk produktion af raketbrændstof i Danmark er forsinket
Produktion af ukrainsk raketbrændstof i Danmark forsinkes og står nu til at gå i gang i slutningen af 2027.
Den ukrainske forsvarsvirksomhed Fire Points fabrik, der efter planen skal producere raketbrændstof i Danmark, er forsinket med et år.Det siger virksomhedens topchef, Iryna Terekh, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Produktionen står nu til at gå i gang i slutningen af 2027, lyder det.
Virksomheden er blevet inviteret til at producere på dansk jord. Det meddelte den daværende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), i september sidste år.
Ritzau har rakt ud til Erhvervsministeriet for at få de nye oplysninger be- eller afkræftet.
Forsvarsvirksomhedens direktør, Iryna Terekh, sagde til Berlingske i april, at det var forventningen, at fabrikken kunne gå i delproduktion, før året var omme.
Og i 2027 ville fabrikken have nået fuld kapacitet. Men det må vente til slutningen af 2027, som planerne ser ud nu.
Virksomheden skal efter planen producere raketbrændstof i den sønderjyske by Vojens nær Flyvestation Skrydstrup.
Da aftalen blev annonceret sidste år, var Danmark det første land i forsvarsalliancen Nato, der bød ukrainsk våbenproduktion velkommen.
I samme måned som Danmark inviterede Fire Point ind, vedtog Folketinget en lov, der giver forsvarsministeren mulighed for at se bort fra en række regler, når det kommer til militære projekter med væsentlig national betydning.
Det betyder, at Fire Point med byggeriet får lov at tilsidesætte mere end 20 forskellige regler og love.
Det handler blandt andet om miljøloven, planloven og naturbeskyttelsesloven.
Med tiden skal Fire Point dog leve op til normale krav for en virksomhed af den type.
Fire Points direktør siger ifølge Reuters, at forsinkelsen skyldes, at byggeriet har taget længere tid end ventet. Yderligere detaljer fremgår ikke.
I maj tidligere i år lød det også, at samarbejdet mellem den danske regering og Fire Point var blevet "lagt på is". Sådan lød det fra Fire Point medstifter Denys Shtilierman til Financial Times.
Det afviste Erhvervsministeriet dog efterfølgende, hvor det lød, at de danske myndigheder "hverken nu eller tidligere" havde sat samarbejdet på pause.
RITZAU
