Regeringen vil skærpe straf for dødsvold efter dødsfald under VM
Regeringen ønsker strafskærpelse for dødsvold, hvis gerningsmand før er dømt for personfarlig kriminalitet.
- Vi kommer til at foreslå yderligere strafskærpelser i fremtidige sager om dødsvold, hvor personer, som er dømt for personfarlig kriminalitet tidligere, skal have hårdere straffe.Sådan siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et pressemøde i Statsministeriet.
Efter anklagemyndighedens opfattelse står en 31-årig mand til mellem otte og ti måneders fængsel for at have slået en svensk mand ned under et storskærmsarrangement på Islands Brygge i København under VM i fodbold tidligere i sommer.
Offeret slog hovedet i faldet og døde senere som følge af sine skader.
- Man må bare sige, at dødsvold i nogle tilfælde bliver straffet med en helt utroligt og helt uacceptabelt kort straf.
- Det har chokeret mange af os at se, hvad han kan risikere at få af straf. Det gør det kun endnu værre, siger Mette Frederiksen ved pressemødet.
Sagens offer var en 32-årig mand, der var ansat ved svensk politi, og som privatperson var til storskærmsarrangementet. Voldsepisoden skete i forbindelse med en norsk scoring i kampen mellem Norge og Elfenbenskysten.
Ved et retsmøde i juli blev det dokumenteret, at vidner har fortalt, at en gruppe mænd i svenske fodboldtrøjer jublede ved scoringen. Der blev kastet med øl, og det ramte en gruppe mænd med afrikansk baggrund.
Det udviklede sig til en verbal konfrontation mellem grupperne.
Et vidne, der var på arbejde som vagt ved arrangementet, har til politiet forklaret, at en person fra gruppen af svenskere slog ud efter afrikanerne, men uden at ramme.
Forsvarsadvokat Thomas Brædder mente, at disse detaljer talte imod en fortsat varetægtsfængsling af manden.
Selv om sagen er endt med et dødsfald, så er der alene rejst sigtelse efter straffelovens milde voldsparagraf.
RITZAU
