Vil kigge på muligheden for nyt kombardo-stoppested

Vil kigge på muligheden for nyt kombardo-stoppested
Et skilt på havnen indikerer, at Kombardo Expressen har stoppested her. Arkivfoto: William Sonne Kaalø
NYHED | ABONNENT | 28. MAR 2024 • 05:30
NYHED | ABONNENT
28. MAR 2024 • 05:30

Debatten om det nuværende stoppested for Kombardo Expressen på Rønne Havn er blusset op igen. Nu siger Molslinjen, at man vil 'kigge på' muligheden for at etablere et nyt stoppested, når opmarcharealet er udvidet.

Et nyt stoppested til Kombardo Expressen på Rønne Havn kan være på vej.

Dog ikke lige i første omgang, men når det udvidede opmarchareal på havnen er færdiganlagt, kommer Molslinjen til at "kigge på det", oplyser rederiets kommunikationskonsulent Louise Wulff.

– Der er ikke umiddelbart planer om at etablere et nyt stoppested for Kombardo Expressen, men vi kommer til at kigge på det efter det nye opmarchareal er etableret, siger hun.

Tidende har henvendt sig til rederiet, efter det nuværende stoppested i forlængelse af færgeterminalen på Kongen (molen syd for terminalen, red.) igen har været til debat blandt medlemmerne i Bornholms Passagerforenings facebookgruppe.

En bruger har med et vedhæftet billede skrevet følgende i gruppen:

"Hvad vil det tage at få sat et (rummeligt!) læskur op på Finlandsvej til os Kombardister? Burr... vind og regn står lige på derude."

I skrivende stund har facebookopslaget fået 66 kommentarer med på vejen.

"Det behøver jo ikke at koste alverden. Sæt en midlertidig container eller lignende op," skriver én.

"Ja det er under al kritik," skriver en anden.

"Der var da heller ikke skur hvor den holdt før. Mon ikke det går alt sammen," skriver en tredje.

"Det havde også været godt med sidde/hvilepladser til ældre og dårligt gående, hvilket der absolut ikke tages hensyn til," skriver en fjerde i passagerforeningens facebookgruppe, der er offentlig tilgængelig.

Tredje stoppested

Kombardo Expressens stoppested var oprindeligt placeret ved Destination Bornholms velkomstcenter et stort stenkast fra færgeterminalen.

Sidenhen blev det rykket til BAT-busholdepladsen på havnen, hvorefter det blev flyttet til dets nuværende placering på Kongen.

Bornholms Passagerforenings formand, Ann Hartl, oplyser, at stoppestedet ved BAT-busserne ville være den 'allerbedste placering', men at det ikke gik, fordi bilister kørte ind på området, hvor der er indkørsel forbudt.

– Folk kunne ikke finde ud af at sætte af henne foran terminalen, selvom der er ganske kort at gå, hvis man holder i den ende henimod busholdepladsen. Det har skabt nogle ganske farlige situationer for øvrige trafikanter, så vi har måtte acceptere, at man ikke kan holde der, hvis folk ikke kan finde ud af det, siger Ann Hartl.

Den 17. maj sidste år kunne Bornholms Politi i sit uddrag af døgnrapporten blandt andet fortælle, at man på to dage havde sigtet syv personer for at køre ind på busholdepladsen.

– Jeg har hørt historier om, at folk bare har trukket på skulderen og sagt: "Jamen, jeg skal jo sætte af." Så det var de ganske kolde over for. Det er rigtig, rigtig ærgerligt, at folk ikke kan finde ud af det, siger Ann Hartl.

Eneste mulige placering

Derfor tog Molslinjen konsekvensen og rykkede stoppestedet ud til Kongen per 1. juli sidste år. Men her er den angiveligt også gal, hvis man skal tage Ann Hartls vidneudsagn til troende.

– Jeg har selv været vidne til, når man kommer gående ude på Kongen, at folk kører hen over de fuldt optrukne linjer og ikke kan finde ud af at holde ved parkeringspladserne - men skal holde lige ved siden af bussen. Det er ikke til at forstå, at folk absolut skal holde lige ved siden af og ikke overholder færdselsreglerne og er til fare for dem, der ønsker at stige på bussen, siger hun.

Det er dog den eneste mulige placering for Kombardo Expressen i øjeblikket, har passagerforeningen fået oplyst.

– Kongen er den mulighed, der er, når det skal være tæt på terminalen, siger Ann Hartl.

Mener du, man burde gøre det mere bekvemt for passagererne med for eksempel et læskur?

– Det ville være fint. Men man kan jo godt stå i terminalen, og jeg ved godt, at man derfra ikke kan se, om bussen holder der. Så måske kunne man finde en løsning med, at der i terminalen bliver sagt en meddelelse om, at bussen er kommet, siger Ann Hartl.

Hun fortæller, at passagerforeningen på mange måder har forsøgt at få forholdene gjort mere bekvemme for passagererne, men at det ikke er lykkedes.

– Det vil være oplagt, at man så kigger ind i, hvordan man kan gøre det bedre og mere permanent, siger Ann Hartl.

Tag ophold i terminalen

Tidende har tidligere spurgt Molslinjen, om der er planer om at etablere et læskur eller andre bekvemmende foranstaltninger ved busstoppestedet.

Dengang, i november, lød det, at rederiet principielt var enig i, at det ville være fint med et læskur og/eller bænke ved selve stoppestedet, men at det ikke kunne lade sig gøre at etablere det.

– Området er et parkeringsareal, som skal supportere mange forskellige aktiviteter, herunder at kunne aflaste det mere begrænsede areal foran terminalen, samt for eksempel de mange skolerejser. Så det er ikke umiddelbart ladsiggørligt, sagde pr- og kommunikationschef Jesper Maack dengang.

Derfor opfordrede man de rejsende til at tage ophold i terminalen. Samme opfordring lyder fra rederiet i dag, oplyser kommunikationskonsulent Louise Wulff.

Hvis man når frem til at etablere et nyt stoppested til Kombardo Expressen, må det 'under ingen omstændigheder' være for langt væk fra BAT-busserne, lyder det fra Bornholms Passagerforenings formand.

– Det kan ikke nytte noget, at man skal gå en halv kilometer for at komme hen til bussen. Så skal man finde noget, der passer bedre, siger Ann Hartl.

Ny busterminal i København

Forholdene ved den nuværende busterminal på Ingerslevsgade i København har også været under kritik. En ny busterminal ved Dybbølsbro har længe været undervejs, og den forventes at blive taget i brug i 'forsommeren 2024', fremgår det af Vejdirektoratets hjemmeside. Vejdirektoratet kan endnu ikke offentliggøre en konkret åbningsdato for den nye busterminal.

Det omtalte opslag i Bornholms Passagerforenings facebookgruppe er blevet fjernet efter Tidendes deadline.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT