Bolden ligger i Polen. Der har den efterhånden ligget en rum tid.
– Vi har ikke hørt fra dem siden vores første møde og venter på, at de finder ud, hvad deres plan er, siger Jeppe la Cour.
Det med anløbet er faktisk et forhold, der er temmelig væsentlig at få afklaret, inden det overhovedet kan afgøres, hvad der er muligt. Samt ikke mindst hvornår det vil være muligt.
Det polske skibs størrelse afgør, hvor det vil kunne lægge til i havnen. Samtidig kommer sejlplanen også til at betyde en del. Vil det karambolere med Bornholmslinjens afgange, og vil det overhovedet give mening for havnen at få gang i ruten?
Umiddelbart kan Jeppe la Cour kun se én mulighed ud fra de tanker, Polferries har luftet i Tidende om skibets størrelse. Færgeleje tre. Det er også der, hvor Hammershus og Povl Anker holder til om sommeren, når de pendulerer mellem Rønne og Sassnitz samt til Køge. Det vil betyde trængsel om pladsen, og det vil også gøre det umuligt for Polferries at blive natten over, hvis kabalen med Bornholmslinjens to færger skal gå op. Medmindre de vil sejle, inden natfærgen ankommer fra Køge.