Kathrine Søs Jacobsen Cesko er adjunkt i udbuds- og konkurrenceret på CBS, og ifølge hende er der mange forhold, der kan være medvirkende til, at kun ét selskab gav et tilbud - og det er ikke en unormal situation i offentlige udbud, vurderer hun. Det kan handle om selve opgaven - men også rammerne for udbuddet:
– Det kan skyldes, at udbudsmaterialet var for snævert eller komplekst, tekniske eller juridiske krav kan have afskrækket leverandørerne eller tidsrammen var for kort eller upraktisk, siger Kathrine Søs Jacobsen Cesko, der ud fra regionens melding dog har svært ved at udlede noget konkret.
'Bornholm betyder mere'
Region Hovedstaden har tidligere afsløret, at udbuddet efter tilbudsfristen blev annulleret på grund af en fejl i udbudsmaterialet, og man i den anledning besluttede sig for at gå i forhandling "med én mulig leverandør, DAT, om flyruten mellem Bornholm og København."
– Der er tale om fejl såsom forskellige angivelser af kontraktlængde og kontrakttype, og derudover var Rigspolitiet og Bornholms Regionskommune ikke nævnt i udbudsbekendtgørelsen, selv om de også var med i udbuddet, uddyber Region Hovedstaden om fejlen.