Mystisk fejl må ikke stoppe konkurrencen

Mystisk fejl må ikke stoppe konkurrencen
LEDER | DEBAT | 20. JUN • 05:30
LEDER | DEBAT | 20. JUN • 05:30

Regionens fejl i udbuddet må ikke skabe ublu priser på Bornholms luftbro.

Vores anden blå landevej risikerer at blive langt dyrere og mere besværlig, fordi Region Hovedstaden har begået en fejl i udbudsmaterialet. Den uheldige fejl betyder nu, at DAT tilsyneladende står alene som leverandør af flytrafikken mellem Bornholm og København. DAT gør et glimrende arbejde med at forbinde os med fastlandet, men selskabets mulige monopol kan hurtigt ende med at koste os alt for dyrt.

Det er dybt bekymrende, at en administrativ fejl nu skal sætte den frie konkurrence ud af spil. Konkurrence sikrer gode priser og god service. Når Region Hovedstaden vælger at forhandle direkte med DAT uden at rette fejlen og genudbyde opgaven, styrker man DATs forhandlingsposition voldsomt. Skrækscenariet kan blive dyrere billetter og færre afgange.

Udbudsreglerne er netop skabt for at sikre fair priser og gode løsninger, og en direkte tildeling bør kun ske i ekstreme og velbegrundede situationer. Her har regionen ikke bare begået en fejl, og indtil torsdag undladt at fortælle åbent om, hvad fejlen går ud på.

Bornholm har desperat brug for en effektiv og prisvenlig flyforbindelse. Det handler ikke kun om bekvemmelighed, men om livsnerven i vores samfund. Hvis Region Hovedstaden reelt ønsker det bedste for Bornholm, bør den straks offentliggøre, hvad fejlen i udbudsmaterialet består i. Samtidig må vi håbe, at andre aktører benytter muligheden for at klage, så den frie konkurrence kan genoprettes hurtigst muligt.

Lige nu står DAT i en position, hvor de selv kan diktere pris og betingelser. Det er ikke rimeligt, og det er bestemt ikke i vores interesse. Derfor må vi håbe, at relevante aktører klager over processen, så vi får et rigtigt udbud med konkurrence og fri prisdannelse.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT