I dag får kaptajnerne besked om fremtiden

I dag får kaptajnerne besked om fremtiden
Molslinjen lover fremover at ankomme rettidigt. Transportministeren vil ikke fortælle, hvad konsekvenserne er, hvis rederiet løber fra sit løfte. Foto William Sonne Kaalø
TOPNYHED | TRAFIK | 9. APR • 05:30
TOPNYHED | TRAFIK | 9. APR • 05:30

Nu får de besked på, hvordan der skal sejles fremover.

Vi skal nok følge sejlplanen. Det lovede Molslinjen, da transportminister Thomas Danielsen (V) bad rederiet rette ind og leve op til vilkårene kontrakten. Men det løfte har Molslinjen endnu ikke indfriet.

7, 3, 4, 4, 5, 6, 6, 6, 4, 9 – så mange minutter for sent er Express 5 ankommet fra mandag morgen til og med tirsdag middag, efter rederiet vel at mærke lovede fremover at ankomme til tiden på baggrund af transportministerens opsang. Det viser data fra Marine Traffic, og her kommer lige en kort opsummering af sagen:

Efter tip fra to personer gav Tidende sig i sidste uge til at undersøge Expressernes rettidighed ved ankomsten i Rønne og Ystad. Det viste sig, at ingen færger overholdt sejlplanen. Kilder fortalte, kaptajnerne havde fået besked på at ankomme så sent som muligt, dog uden at overskride grænsen for, hvornår der blev udløst en bod fra Transportministeriet. At rederiet sejlede med planlagte forsinkelser, blev bekræftet af Molslinjens kommunikationschef, Jesper Maack, der mente, at det lå indenfor kontraktens fleksibilitet. Den tolkning af kontrakten var transportminister Thomas Danielsen (V) ikke enig i. Han bad rederiet om at overholde sejltiderne, hvilket så ikke er sket endnu.

Nu skal de til møde

Forklaringen på de fortsatte forsinkelser skyldes, at Molslinjens kaptajner endnu ikke har fået besked på at sætte farten op.

– Vi har som sagt noteret os, at ministeren ønsker fokus på ankomsttiden. Så det fokus kommer vi til at have, selv om problemet med sejlrutens nye betingelser og restriktioner jo stadig er der og forlænger vores sejltid, CO2-belastning og olieforbrug. Vi har kaldt alle Bornholmslinjens kaptajner sammen til møde i morgen (onsdag, red.) eftermiddag, hvor de nye retningslinjer vil blive kommunikeret til dem, siger kommunikationschef, Jesper Maack.

Hvorfor er det nødvendigt at kalde sammen til et møde for at fortælle dem, at de skal overholde sejlplanen?

– I denne her sammenhæng er det vigtigt med den rigtige kommunikation og give dem mulighed for at kunne stille spørgsmål. Det er ikke mail-egnet kommunikation. Der skal folk også have mulighed for at opstille scenarier, vi kan snakke om. Det er vigtigt, at vi får kigget hinanden i øjnene i denne her sag. Det tager lidt tid at samle alle kaptajner og navigatører.

Har den overhovedet kræfter nok?

I bad om 90 minutters overfartstid, som blev afvist. Men eftersom I i gennemsnit sejler seks minutter for tidligt ifølge vores undersøgelser, giver det de facto en overfartstid på 86 minutter, hvilket er seks minutter mere den planlagte overfartstid. Hvorfor er det så nødvendigt at blive yderligere forsinket?

– Det er fordi, at hvert eneste minut på vandet, er superdyrt. Det superdyrt i olie, og vi ved, at vi bruger fire minutter ekstra ud af Rønne Havn, og vi bruger otte et halvt minut ekstra på at komme ind. Det er ikke teoretisk eller papiragtige forsinkelser; det er et faktum. Og det har en indflydelse på sejltiden, der bliver forlænget. For hvert minut, vi skal indhente, udledes en masse ekstra og unødig CO2. Den indbyggede forsinkelse, der allerede er i ruten, den skal vi tage højde for.

Vil Express 5 overhovedet være i stand til at klare en overfartstid på 80 minutter, eller har skibet ikke motorkraft nok til det?

– 32 procent af de afgange, vi sejlede sidste år, kom vi for tidligt ind. Så ja, det kan den godt. Også med fuld last, slutter Jesper Maack.

Ministeren bryder igen sine løfter

Tidende har siden torsdag forsøgt at få et interview med transportminister Thomas Danielsen (V). Avisen vil gerne vide, hvordan han definerer reglerne i kontrakten, hvad Molslinjen må og ikke må, og hvad der kan blive af konsekvenser, hvis de ikke overholder kravene. Hans ministerium sendte en enkelt linje, hvor de fastslog, at Molslinjen skal følge fartplanen. Uden yderligere forklaring. Tidende har løbende sendt en række opfølgende spørgsmål og gentagne gange anmodet om et interview. Avisen er hver morgen blevet lovet svar på spørgsmålene, men hver eftermiddag har beskeden fra ministeriet været, at ministeren alligevel ikke vil svare på dem.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT